Behov for sonde
d. 22 november 2009

Er sondebrug en ofte brugt foranstaltning for scleroseramte, idet deres synkefunktion forsvinder? Kan synkefunktionen genoprettes, således at sonden kan forsvinde igen?

Det er rigtigt, at evnen til at synke kan påvirkes af scleroseangreb. Nogle får hyppigere maden i den gale hals, men det er dog kun få hvor det bliver så alvorligt, at man må benytte en sonde.

Mange klarer at spise ved at tage nogle forholdsregler, som for eksempel: Ikke drikke for tynde væsker, ikke drikke før man har slugt en mundfuld mad helt, ikke indtage mad med forskellig konsistens samtidig, være opmærksom på god spisestilling, ikke tale så meget samtidig med at måltidet indtages, god tid og koncentration til at tygge og synke og sidst men ikke mindst små hyppige måltider i stedet for store portioner.

Men hvis der kommer utilsigtet vægttab, og personen får lungebetændelser på grund af fejlsynkning, kan måltiderne blive en stor belastning, og så kan det være en stor hjælp/lettelse at få en sonde. Ofte vil man lægge en såkaldt PEG-sonde, som føres gennem huden direkte ind i mavesækken. Denne sonde forhindre ikke, at man sagtens kan spise det som man har lyst og evner til, ved siden af.

Hvis der pludselig kommer en bedring, og personen er i stand til at spise tilstrækkeligt kan den fjernes. Der findes dog ingen direkte behandling, som kan bedre synkefunktionen.

Skrevet d. 22 november 2009