Befordringsudgifter ved undersøgelser pålagt af kommunen
d. 8 marts 2011

Jeg fik diagnosen multipel sclerose sidste sommer, efter lang tids problemer med smerter og mystiske vanskeligheder med mine kropsfunktioner.

Jeg har nu så mange problemer med daglige almindelige gøremål: Kan blandt andet ikke gå et længere stykke, uden at falde eller skulle holde fast i alverdens ting undervejs, da min balance er helt ude af trit, ligesom jeg er dødhamrende træt hele døgnet rundt. Det er ødelæggende for mange ting.

Jeg har søgt om førtidspension, da det ville kunne give mig ro til at lære min sygdom at kende, samt give mig en mennesketilværelse - modsat nu, hvor jeg får kontanthjælp, efter at man tog mine sygedagpenge fra mig.

Som et led i de mange undersøgelser forud for pensionen, er der bestilt tid hos en neuropsykolog et stykke fra hvor jeg bor. Dette trods at jeg, både i mine papirer og mundtligt, har forklaret mine vanskeligheder med at balancere, samt at jeg derfor ikke kan rejse med bus eller tog, da jeg ikke kan gå fra og til dem.

Min sagsbehandler ignorer dette og siger, at jeg da godt kan klare sådan en lille tur. Jeg spurgte om kommunen ikke kan bevilge taxa derind, men det har kommunen ikke råd til, siger hun. Hun siger, at jeg skal spørge familie og venner om de kan køre. Denne mulighed har jeg undersøgt, men tidspunktet gør at de par stykker, der har bil, er på arbejde i dagtimerne.

Det forklarede jeg så min sagsbehandler, som sagde, at så kan vi jo ikke få min pensionssag færdig.

Jeg er nu helt nede i kulkælderen over dette. Har du et råd til mig?

Som jeg forstår dit spørgsmål har kommunen anmodet om undersøgelse hos en neuropsykolog med henblik på vurdering af din sag.

Det fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration (nr. 1635 af 22.12.2010) kap. 7, hvem der skal afholde udgifterne til erklæringer og befordring:

Kapitel 7
Udgifter ved sagernes behandling § 39.

Kommunen, statsforvaltningen, Pensionsstyrelsen og Ankestyrelsen betaler nødvendige udgifter til lægeerklæringer, undersøgelser, behandlinger, transport og lignende, som myndigheden pålægger borgeren eller klageren, og som ikke afholdes efter anden lovgivning. Udgifter i forbindelse med behandling af sager efter § 168 i lov om social service dækkes efter § 168, stk. 5, i lov om social service.

Stk. 2. Der udbetales vederlag, befordringsgodtgørelse og godtgørelse for nødvendige udgifter til handicapkompensation som fx tegnsprogstolkning eller sekretærhjælp til de udpegede medlemmer af Ankestyrelsen, herunder Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn.

Så har kommunen pålagt dig en undersøgelse hos neuropsykolog, skal kommunen også betale befordringsudgiften.

Skrevet d. 8 marts 2011