Gå til hovedindhold

Befordring ved indlæggelse/behandling

Spørgsmål

Jeg er på sygedagpenge og har været på et ophold på 14 dage i Haslev sidste år. Var hjemme i weekenden derimellem.

Spørgsmålet er nu hvad jeg er berettiget til i befordringsgodtgørelse frem og tilbage dertil og generelt frem og tilbage mellem behandlinger, sygehus mm? Skal jeg trække det fra i SKAT, eller skal jeg have det udbetalt? Når jeg kontakter det offentlige, bliver jeg mere forvirret end klog.

Svar

Jeg forstår udmærket din forvirring.

Dækning af befordringsudgift til indlæggelser på sygehus (og det er Haslev Sclerosehospital) afgøres af Regionens kørselskontor. Der er forskellige regler for personer, der modtager pension og andre, ligesom der også er særlige regler vedrørende frit sygehusvalg. Du skal være opmærksom på, at Regionen ikke altid dækker befordring til frit sygehusvalg, hvis der er mulighed for behandling på hospital nærmere din bopæl.  Der er ikke mulighed for dækning af befordringsudgift, hvis man tager hjem i weekenden (der kan være situationer generelt, hvis en afdeling lukker i weekenden).

Du skal have en bekræftelse på indlæggelsen. Den kan du bede sekretæren på Sclerosehospitalet skrive til dig.

Der er ikke mulighed for skattefradrag for befordring til og fra indlæggelser/behandlinger. Hvis du tænker på, at du har hørt noget om befordringsfradrag, så drejer det sig muligvis om det særlige befordringsfradrag til og fra arbejde efter Ligningslovens § 9 D, som kan gives til lønmodtagere med A-indkomst, der har en dyrere transportform end andre.

Du kan læse nærmere om det her.