Gå til hovedindhold

Befordring til arbejde

Spørgsmål

Jeg har et spørgsmål vedrørende job og lettere handicap. Jeg har en mindre funktionsnedsættelse i benene, som gør at jeg godt kan passe et job på kontor, som jeg er uddannet til, hvis jeg får lidt ekstra pauser samt en ekstra skammel mm. Mit problem er, at jeg har svært ved at komme til og fra en arbejdsplads, da jeg ikke kan køre bil pga medicinindtagelse. Jeg har ikke noget kørekort.

Svar

Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at du nu arbejder i ordinært job (ikke fleksjob, eller job med tilskud). Det kræver lidt hensyn på din arbejdsplads, men ellers har du ikke problemer. Du skriver ikke noget om, hvordan du på nuværende tidspunkt kommer frem og tilbage til arbejde, men jeg kan forstå, at det ikke er i bil, da du ikke har kørekort. Skal jeg forstå det sådan, at du tager offentlig transport på nuværende tidspunkt, men at det begynder at være svært for dig med afstand til og fra stoppested? Du skriver ikke noget om afstand til og fra din arbejdsplads, og om det er realistisk at forestille sig, at du er i stand til at cykle frem og tilbage.

Grundlæggende forholder det sig sådan, at man som lønmodtager selv skal sørge for befordring til og fra arbejde. SKAT giver mulighed for særlige fradrag for kronisk syge og handicappede, som har en dyrere befordring end andre. Denne regel fremgår af Ligningslovens § 9D og du kan på Scleroseforeningens hjemmeside finde en beskrivelse af ordningen under emnet Lovgivning.

Jeg håber, at jeg har opfattet din situation korrekt.