Gå til hovedindhold

Barn der reagerer på fars sclerose

Spørgsmål

Jeg skriver til jer, da jeg har en dreng på snart 4, der reagerer på at hans far er syg. Han er irritabel, kan ikke finde ud af at tage tøj af og på, kommer ind til os hver nat, har svært ved at blive korrigeret, tisser i bukserne for at komme indenfor når de er ude i børnehaven osv.
Vi vil gerne have nogle råd og vejledning, der kan hjælpe ham og os, til hvad vi kan snakke om med ham. Han ved hans far får medicin, og det er det.
Hans børnehave vil gerne støtte os, hvis der er særlige forhold eller redskaber, de kan bruge.
Vi ved ikke hvor meget vi skal fortælle, hvad vi skal fortælle, og i det hele taget hvad vi skal gøre.
 

Svar

Jeg kan godt forstå jeres bekymring og ønske om at hjælpe jeres søn bedst mulig.
Min erfaring med børn i 3 - 4 års alderen er, at jeres søn reaktion stammer fra, at han mærker jeres sorg og bekymring. Han har svært ved at forstå, hvad det konkret betyder, at være syg og tage medicin. Børn reagerer oftest på det de ser og oplever – her og nu. Generelt reagerer børn på forældres følelser, og når forældrene har det svært.

Det er min erfaring, at børn i småbørnealderen i perioder kan reagerer, som du beskriver, uden man kan finde en konkret årsag. Mit bedste råd vil være, at give ham ekstra opmærksomhed og overbærenhed i den kommende periode. Fortsætte med at korrigerer ham når det er nødvendigt, lade ham sove hos jer og hjælpe ham med at tage tøj på og af. Det er min erfaring, at det efter en periode går ”i sig selv igen”.

Det er en rigtig god ide, at være i tæt dialog med personalet i børnehaven, så I sammen kan støtte bedst muligt op om jeres søn. I forhold til, hvad I kan sige til ham. Er det min erfaring, at børn i den alder er meget konkrete. Hvis han selv kommer ind på noget omkring sygdom og medicinering, ville jeg snakke med ham. Du skriver, at han ved, at hans far tager medicin. I kunne, hvis han ser det sige: ” far tager medicin, fordi han har en sygdom, og medicinen hjælper ham, så han får det bedre” ikke sige mere medmindre han selv spørger.

Jeg håber I kan bruge svaret. Ellers vil jeg opfordrer jer til evt. at ringe til Scleroseforeningen og tale med en af os psykologer i telefontiden på hverdage mellem kl. 11-12 på tlf. 3646 3646.