Balanceusikkerhed og omtågethed
d. 25 oktober 2012

Jeg fik konstateret sclerose i januar '99 og lever uden det store hensyn til sygdommen, arbejder fuld tid, dyrker sport osv. Men jeg oplever problemer med mit syn, når min puls stiger - jeg kender godt til uthoffs syndrom, og ved at det jo nok er det. Men samtidig får jeg flere og flere balance problemer og omtågethed - lidt som om at jeg er ved at blive fuld - er det muligt at gøre noget ved det?

Der er desværre ingen nem løsning på det. Du går vel på en neurologisk afdeling til kontrol, og har man der observeret nogen forværring ved den neurologiske (lægelige) undersøgelse? Det skyldes jo mest sandsynligt din sclerosesygdom.

Har du fået ændret medicin, og kan det være en bivirkning hertil? Jeg går ud fra at alkoholindtag ikke er en forklaring i dit tilfælde? Får du nok (ikke-alkoholisk) væske i det hele taget? Er hørelsen i orden? Det vil nok kræve en grundig udspørgen og undersøgelse evt. blodprøver at komme til en mulig årsag, og det er ikke sikkert der kan gøres noget ved det, men spørg din neurolog.

Skrevet d. 25 oktober 2012