Balance, følsomhed i benene
d. 22 november 2009

Jeg er en mand på 67 år, der lider af primær progressiv sclerose. Jeg har problemer med balance og følsomhed i benene, men tager ingen medicin, da jeg ingen attacks har.

Jeg har nu fået anbefalet at tage Colostrum, Aloe Vare, vitadrik og probalance, som skulle have hjulpet en anden sclerosepatient med samme symptomer som jeg selv. Navnlig skulle disse have hjulpet ham til at øge trykket på foden.

Kender I noget til virkningen af disse stoffer/produkter?

Inden jeg kaster mig ud i en kostbar ernæringstilskudsbehandling - jeg spiser allerede meget varieret og motionerer så meget jeg kan - vil jeg gerne høre, hvad I mener om dette.

Jeg håber at du ved at det er alle behandleres drøm at kunne svare præcist på et sådan spørgsmål. Men det helt store problem ligger jo i, at man desværre måler på symptomer og "output" - ikke på funktion af kroppens enkeltdele. Derudover er problemet også, om man så må sige, at vi som mennesker er individuelle i vores udnyttelse af mange vores muligheder.

Personligt vil jeg helst først satse på en funktionel forbedring af min krops måde at blive brugt på, i tillid til at hvis funktionen forbedres kommer symptomerne også hen ad vejen til at mindskes.

Du skriver, at du spiser meget varieret og sikkert sundt, men hvordan ved man om man optager det man spiser, udskiller den rette mængde og de rette affaldsstoffer og at de optagede stoffer bliver transporteret de rigtige/nødvendige steder hen i kroppen (?).

Du skriver også at du motionerer meget, men igen, i min verden er man nødt til at se på kvaliteten af graden af brug af de muskler, der er involveret i træningen; bliver de brugt i overensstemmelse med deres anatomiske funktionsbeskrivelse? Eller bruger du muskler der i forvejen er brugt til at holde dig fast i et kompensationsmønster? Hvis ja, giver motionen jo primært kun noget på den gode samvittigheds konto og på den konto, der frigiver neuro transmittere (specielt med fokus på endorphinerne, dem der giver os ”løftet”).

Sidstnævnte har jeg stor respekt for, kan være af meget stor betydning for den enkelte i nuet, men på den lange bane ville jeg foretrække satset på den funktionsforbedrende model og ikke kun den symptomfokuserende.

Uden at gå i detaljer med hvert enkelt af de produkter du nævner, så er fællesnævneren for dem, at de alle påvirker og giver mave- og fordøjelsessystemet et løft. De organer, der har med dette at gøre ligger alle under vores vigtigste vejrtrækningsmuskel (diapragma), som også, sammen med bækkenbunden og hoftebøjerne, er dem, der anatomisk er meget involverede i at holde/stabilisere vores rygsøjle i dens lodrette position og dermed hjælpe med til at holde vores fysiske krops balance.

Bliver det lettere for kroppen at kunne fordøje og optage, vil disse muskler få hjælp til lettere at kunne udføre deres oprindelige anatomiske opgaver og dermed give personen den oplevelse han/hun søger.

Hoftebøjerne er knyttet til nyremeridianen, som starter nede under forfoden, så vi ser meget tit at får hoftebøjerne mulighed for at genvinde noget af deres oprindelige arbejdsopgaver, bliver det meget lettere for personen at holde balancen og træde ned på foden, som jo hvis "trådet" nedad udføres hensigtsmæssigt, skal kunne give os en fornemmelse af opdrift helt nedefra.

Hoftebøjerne er, i samarbejde med bækkenbunden og mellemgulvsmusklen, hovedansvarlige for kredsløbet i bækkenet og til benene, så det er funktionsgraden af disse muskler man skal satse på at kunne "opgradere".

Hvis de ovennævnte muskler forholdsvist let, ved hjælp af kosttilskuddene, kan påvirkes til at yde mere af deres oprindelige anatomiske funktion, vil du temmelig sikkert opleve en forbedring af de symptomer, du ønsker indflydelse på.

Jeg håber at du kan forstå, at det er en kombination af din nuværende fysiologiske og funktionelle tilstand, der egentligt betinger eller muliggør din kontakt til oplevelsen af en eventuel effekt af kosttilskuddene.

Skrevet d. 22 november 2009