Bakterier i urinen uden symptomer
d. 13 december 2011

Jeg er en pige på 41 år, som har haft sclerose siden 1999. Jeg har i de sidste 6 år haft en overaktiv blære. For tiden tager jeg Vesicare 1 gang dagligt, for at hjælpe lidt på problemet. Jeg får en gang om året scannet min blære, når jeg er til kontrol på sygehuset – og det viser, at der ingen rest af urin er.

Mit problem er nu, at jeg for ét år siden fik konstateret blærebetændelse. Der har været foretaget en dyrkning af min urin, og den viste rigeligt med E.coli, som er resistente mod det meste. Jeg har ikke haft feber eller andre symptomer.

Mit spørgsmål er nu: har I nogen erfaring med mit problem og kan jeg selv gøre et eller andet for at komme af med min blærebetændelse? Jeg spiser almindelige C-vitaminer og drikker tranebærsaft dagligt, ellers har jeg fået en vane med at drikke for lidt vand pga. min overaktive blære. Er der andre ting jeg kan gøre?

Vesicare tabletter findes i 2 styrker. Du skal givetvis have den på 10 mg, og måske endog en større dosis. Det har du mulighed for, hvis du ikke mærker mundtørhed, fordi du tømmer din blære så godt, som du skriver.

Dine urinvejsbakterier ser jeg som en lille ting. Det afgørende er, at du skriver, at du ikke har haft feber eller andre symptomer. Mange mennesker har bakterier i urinen, uden at de giver symptomer eller gør skade (asymptomatisk bakteriuri). I starten kan man ofte bekæmpe bakterierne med antibiotika, men nye bakterier komme hurtigt til efter behandling, og disse bakterier vil typisk være resistente (modstandsdygtige). Derfor skal man afstå fra behandling med mindre der kommer feber eller symptomer, som nødvendiggør behandling.

Du må meget gerne fortsætte med tranebærsaft, og helst drikke 1 – 2 glas daglig. Det kan gøre en lille forskel. Endvidere kan jeg anbefale følgende leveregler:

1. Du skal tømme blæren mindst hver 3. time, og det gør du givetvis på grund af din overaktive blære.

2. Du skal sætte dig rigtig ned på toilettet, når du lader vandet (også når du er fremmede steder).

3. Du skal gøre dig umage hver gang for at tømme blæren bedst muligt. Det gør du ved at tisse 2 gange efter hinanden med 1 minut imellem (eller 3 gange, hvis der er en portion ved 2. forsøg). Det kræver tålmodighed for dem, som har tømningsbesvær, hvad du måske ikke har.

4. Du skal gå ud og tømme blæren, når du har haft sex.

5. Du skal klæde dig fornuftig på fødder og underliv.

Skrevet d. 13 december 2011