Børnenes reaktioner
d. 22 november 2009

For snart et halvt år siden blev jeg skilt, hvilket jeg desværre må erkende, kun har været til det bedre.

Grunden til at jeg nu skriver her, er mine børn - en dreng på 15 år og en pige på 17 år. Den ene har adresse hos mig, den anden hos sin mor. Begge børn er en uge ad gangen hos den ene af os.

De er "desværre" vokset op med at alt blev lavet for dem, af deres mor, samt at der var penge at gøre med. Som det er nu, har jeg ikke overskud til at være deres tjenestepige eller penge til at kunne betale deres forbrug.

Jeg er blevet boende i vores fælles hjem, da min ex-kone og jeg blev skilt, hvorfor jeg derfor også skulle udrede en hel del penge.

Jeg har forsøgt at forklare dem at mit helbred ikke kan holde til det, dog uden held.

Til dette bør indskydes, at deres mor heller ikke erkendte at jeg var syg, ofte tværtimod, da vi var sammen.

Inden for det sidste halve år har jeg haft fire attakker, hvilket er det samme som jeg har haft over de sidste otte år. Mit humør er helt nede, hvilket også gør at jeg virker sur. Mit sygefravær fra arbejdet er også steget markant, da der ikke er noget overskud.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg eventuelt kan henvende mig for at få hjælp?

Du skriver, at problemet er dine børn på henholdsvis 15 og 17 år. Men det lyder som om hele din situation er svær. En skilsmisse for ½ år siden er en stor omvæltning for alle – både de voksne og børnene. Og det tager sin tid at finde en ny dagligdag, også selv om det kun har været til det bedre.

Jeg forstår på din mail at vilkårene for børnene er blevet meget anderledes. Der er ikke så mange penge til rådighed og du kan ikke yde så mange tjenester som deres mor – og det forstår de ikke!

Børn/unge i den alder er i stor udstrækning optaget af dem selv, hvilket i sig selv er naturligt, og det er ikke sikkert at du umiddelbart kan ændre på dette og få dem til at forstå situationen på en mere moden måde. Men du kan prøve, ikke at få dårlig samvittighed over det, du kan yde, men tænke på, at de har brug for tid til at erkende virkeligheden – både at deres far har sclerose og at deres forældre er blevet skilt.

Det lyder på din mail som om de første 7-8 år med sclerose er gået ok, men at den nu griber ind – på alle fronter (flere attakker, problemer på arbejdet).

Jeg synes du skal benytte dig af Scleroseforeningens psykologordning og få snakket hele din situation igennem. Det handler ikke kun om børnene men i høj grad også om at du kommer tilbage i en god gænge med sclerosen, på arbejdet og med forholdet til dine børn.

Du kommer i kontakt med psykologerne ved at ringe ind på
36 46 36 46 alle hverdage mellem kl. 11 og 12, hvor psykologerne daglig har telefontid.

Når børnene er så store som de er, vil de også kunne bruge denne mulighed, hvis de er interesserede.

Skrevet d. 22 november 2009