Børnebidrag, kan kommunen betale
d. 29 januar 2010

Jeg spørger på vegne af min (eks)mand, som jeg er separeret fra.

Én har fortalt mig, at førtidspensionister, kan få børnebidrag betalt af kommunen, er der noget om det? Min (eks)mand har en invalideforsikring udover pensionen, den er på ca. 89.000 kroner brutto, vil den have betydning?

Vores ældste datter (vi har datter på 13 år, og søn på 11 år) skal konfirmeres i år. Er der ikke noget med 5.000 kroner, som den anden forældre skal/kan bidrage med? Er det noget komunne kan betale for ham?

Børnene har bopæl hos mig, men vi har fælles forældremyndighed.

Jeg går ud fra, at der er udfærdiget en bidragsresolution fra Statsforvaltningen, hvor det fremgår hvem, der skal betale bidrag. Betales bidraget ikke direkte, kan beløbet udbetales af kommunen, der så efterfølgende opkræver beløbet hos bidragsbetaler.

Førtidspensionister med tilkendt pension før 1.1.2003 får dækket en del af bidraget efter reglerne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag § 25b. Beløbet, der kan dækkes udgør pt. max 6.216 kr. pr. halvår pr. barn. Det samlede normalbidrag udgør 7.020 kr. pr. halvår pr. barn. Såfremt bidragsbetaler er førtidspensionist efter reglerne før 1.1.2003 nedsættes tilskuddet med 3% , når indtægtsgrundlaget overstiger det beløb, hvor pensionstillægget bortfalder.

Konfirmationsbidrag kan fastsættes af Statsforvaltningen og normalbeløbet udgør p.t. 3.108 kr.   Konfirmationsbidrag dækkes ikke efter reglerne om børnetilskud for førtidspensionister med pension efter reglerne før 1.1.2003.

Førtidspensionister med tilkendt pension efter 1.1.2003 er ikke omfattet af disse regler.

Skrevet d. 29 januar 2010