Bækkenbund
d. 31 december 2011

Efter mine fødsler har jeg forsøgt at træne bækkenbunden op ved hjælp af knibeøvelser, men har muligvis ikke været flittig nok. Det er oftest et problem ved samleje/orgasme, hvor jeg oplever at der kommer lidt urin.
Jeg tænker på, om det også kan have noget med sclerosen at gøre? Og om man udover almindelig knibeøvelser kan træne på anden vis - fx med "elskovsæg"?

Det er ikke ualmindeligt, at der i forbindelse med orgasmen kan være lidt vandladning. Men almindelig bækkenbundstræning er altid godt, idet det også medvirker til bedre seksuel funktion.
Der er udkommet en CD med rigtig gode bækkenbundsøvelser og tilhørende instruktion, som hedder "den velfungerende bækkenbund", og kan købes over nettet til ca. 140, kr. Den kan bla købes på afspændingspædagogernes hjemmeside, og på netsiden "din intelligente krop".

Med hensyn til "elskovsæg" som du nævner, er det også en måde at træne bækkenbunden, men den er mere krævende, og forudsætter at du allerede er i god træning.
Hvorvidt vandladningen skyldes sclerose er svært at sige, idet sygdommen kan have mere uspecifikke nerveforstyrrelser. Men det er værd at prøve nogen bækkenbundstræning før sclerose får hele forklaringen.

Skrevet d. 31 december 2011