Avonex og influenzabivirkninger
d. 22 november 2009

Jeg har nu taget sclerosemedicin i 16 måneder - de første 11 måneder med Rebif 44 og derefter Avonex.

Gennem alle 11 måneder med Rebif 44 havde jeg bivirkninger. Disse kunne dog holdes nede med Panodil, hvorpå bivirkningerne forsvandt igen 8-12 timer senere. Min sclerose-sygeplejerske vurderede at mine birvirkninger ikke ville forsvinde med Rebif 44, da der ikke var sket forbedring i løbet af de 11 måneder jeg tog medicinen.

Det skal dog lige nævnes, at det ikke var derfor jeg skiftede over til Avonex. Grunden til dette var, at man vurderede at der var et stof i Rebif 44 som jeg ikke kunne tåle, da jeg hele tiden fik blister - muligvis var Rebif 44 for aktiv til mit immunforsvar.

Nu tager jeg som sagt Avonex og jeg er hårdt ramt af muskelsmerter og svimmelhed 24 timer efter jeg har taget medicinen. Jeg kan ikke reducere mine bivirkninger med panodil, så jeg er ved at miste lysten til min medicin.

Jeg ved godt, at det kun er 1 gang om ugen at jeg skal tage Avonex og derved kun 1 døgn med birvirkninger, men jeg har så kraftige influenzaligende symtomer den dag jeg tager Avonex og 24 timer frem, at dagen efter er jeg helt opbrugt for energi og har mest lyst bare at ligge i sengen, på grund af træthed.

Mit spørgsmål er: Er mine birvirkninger "normal" ved brug af Avonex og er der eventuelt noget smertestillende der kan tage bivirkningerne?

Bivirkningerne ved Avonex er, hos mig, meget mere intense end ved Rebif 44 - skyldes det, at jeg kun tager medicinen 1 gang om ugen og ikke 3 gange, som Rebif 44, samt at min krop måske ikke kan vænne sig til medicinen?

Det er bestemt ikke ualmindeligt det du beskriver. Ofte ser vi, at bivirkningerne efter Avonex-injektioner er voldsommere end efter Rebif. Til gengæld er det så kun én dag om ugen det skal tages - men naturligvis er det hårdt, hvis hele dagen efter er ødelagt. Ofte er det nødvendigt med andet end Panodil for at klare disse bivirkninger.

Mange har glæde af at supplere med Ibumetin eller Voltaren retard, nogle synes også at Paracetamol Retard er bedre. Det hele kræver dog recept, så jeg synes du skal tale med din neurolog om det.

Du skal ikke give op. Ofte aftager bivirkningerne med tiden, og hvis du finder den rette behandling af bivirkningerne, så skal du nok klare det.

Endelig findes der jo to andre præparater, så hvis ikke det går med Avonex, kunne du jo tale med neurologen, om hvorvidt det var muligt at prøve at skifte igen.

Skrevet d. 22 november 2009