Avonex, holdbarhed på rejse
d. 3 juni 2010

Min mor har sclerose og bruger Avonex-sprøjte én gang om ugen.

Vi har planlagt at rejse til Hong Kong her til sommer i ca. 2 uger. I den forbindelse vil vi meget gerne vide, hvor lang tid Avonex kan holde uden køling, idet en køletaske holder ca. 10 timer og hele rejseturen er ca. 15 timer. Vil det desuden skade medicinen, hvis man kører den gennem scanneren under kontrol i lufthavnen?

En enkelt Avonex-injektion kan holde sig 1 uge udenfor køleskab i op til 30 grader. Hvis din mor planlægger sine injektioner efter rejsen, kan hun klare sig med at tage en enkelt sprøjte med. Hun er således fri for at bekymre sig om køletaske og  rejsetid. Hun skal altså tage en injektion dagen før eller den dag hun rejser, og så have en sprøjte med som hun tager en uge efter (som ikke skal på køl). Hun kan så tage en injektion igen når hun kommer hjem.

Hvis ugedagen for injektionen ikke passer med afrejsedagen, kan hun gradvist flytte den en dag, således at det kommer til at passe. Medicinen kan uden problemer transporteres i håndbagagen og igennem scanneren, men husk det lille kort, som giver ret til at transportere Avonex igennem sikkerhedskontrollen.

Hvis flyrejsen bliver forsinket, hvorfor der går en eller to dage mere før hun får sin medicin, er der ingen grund til at gå i panik. Det er naturligvis vigtigt, at man i dagligdagen tager sin medicin en gang om ugen, men hvis man i forbindelse med en årlig sommerferie, kommer til at tage Avonex et par dage for sent, mener jeg ikke, at det kan betyde noget.

Håber I får en dejlig ferie.

Skrevet d. 3 juni 2010