Gå til hovedindhold

Attakforebyggende behandling

Spørgsmål

Fik diagnose i 2006 og er snart 52 år. Har efter 4 år hvor jeg har været attak fri, nu haft et attak der nu er igang på 7 uge. Jeg har haft koordinerings besvær og kraftnedsættelse i venstre side samt synsnedsættelse. Har også ømme knogler i venstre hånd. Nu har jeg så i slutningen af 6 uge fået "tunge ben". Jeg tager ikke medicin mod sclerosen, da jeg mener at når jeg kan gå 4 år uden attak, så er det bedre at lade være.

Mine spørgsmål er: Mener du jeg skal - overveje kraftigt - at starte på medicin? Synes jeg kan læse mig til at medicinen giver forfærdelige bivirkninger. Dem har jeg på ingen måde lyst til, hvis medicinen kan undgåes. Kan jeg forvente at de tilbageværende symptomer er blivende? Eller hvor længe kan et attak forventes at vare. Normalt når jeg har haft attak, har det været væk efter ca. 6 uger. Det der er tilbage lige nu er; en smule rysten i venstre arm ved bestemte bevægelser som at føre hånd til mund, og nu tunge ben samt en smule gang besvær forstået sådan at venstre ben "klikker" helt tilbage efter få skridt. - kan godt cykle og har kraft nok i benene men let besvær ved at gå og kommer hurtigt til at halte.

Svar

For det første vil jeg høre, om du har kontaktet din scleroseklinik og oplyst om dit attak? Jeg synes du skal gøre det med det samme, da det er sidste udkald for at prøve at påvirke dit attak med binyrebarkhormon (en såkaldt medrolkur). Det virker bedst i den akutte fase dvs. op til 1 måned fra debut. Personligt går jeg meget sjældent udover den grænse, men da der er nytilkomne symptomer indenfor den sidste uges tid af forløbet, og det påvirker din daglige aktivitet, tror jeg at jeg ville gøre en undtagelse, og give dig medicinen som "benefit of the doubt" i dette tilfælde. Selvfølgelig forudsat at andre årsager som f.eks. infektion (eksempelvis blærebetændelse) er udelukket.

Længden af attak er variabel fra nogle dage til flere måneder, og det er desværre ikke altid at symptomerne forsvinder helt. Men der er håb endnu op til ca. ½ år efter debut, men den største bedring sker typisk indenfor de første par uger til måneder. Med hensyn til attakforebyggende behandling skal man afveje effekt med bivirkninger. Men man skal ikke mindst overveje, hvad der kan ske ved ikke at tage forebyggende medicin. F.eks. et attak med blivende restsymptomer. Der er mange patienter der overhovedet ikke har bivirkninger til den medicin, man bruger som førstevalgsbehandling. Det være sig tabletter eller indsprøjtninger. Heldigvis er der så mange forskellige præparater, at man ved uacceptable bivirkninger på et præparat vil kunne skifte til et andet i samråd med sin behandlende læge.

Desværre er sygdommens natur, at der er flere gange mere aktivitet bedømt på MR scanning af hjernen, i forhold til hvad man får af symptomer. Dvs. der kan ske irreversibel skade på hjernen, selv om man ikke mærker til det. Det er et vægtigt argument for attakforebyggende behandling, at man kan opnå bedre sygdomskontrol. Jeg ville ikke være i tvivl om, at jeg ville starte attakforebyggende behandling i din situation. Endnu et argument for at kontakte din scleroseklinik. Jeg håber du kommer dig af aktuelle attak, og at du kan undgå fremtidige attakker.