Attak under graviditeten
d. 13 januar 2013

Min niece har sclerose og er gravid i 11.uge. Hun har fået hormoner og fået sat æg op. De første uger af graviditeten forløb godt, men for 14 dage siden startede et attak, som gør hende voldsomt svimmel. Hendes syn er meget sløret. Hun lider lidt af kvalme og har haft nogle få opkastninger - som jo må være graviditets relateret.

Hun har det bedst, når hun bare ligger lige så stille - appetit er der ikke meget af. Hendes humør er helt i bund, og hun er meget frustreret over at have et attak, da hun både har læst og fået at vide, at det nærmest ikke ville forekomme. Er det meget unormalt at have et attak under graviditet? Har I nogen erfaring med hvor lang tid attakket evt. vil vare? Kan der gøres noget for hende, så hun kan få det bedre?

Jeg kan godt forstå, at din niece er frustreret over, at have et attak under graviditeten, hvor de fleste gravide kvinder med MS ellers er skånet for sygdomsaktivitet. Det er sædvanligvis kun de kvinder, der har en meget aktiv sygdom, som får attakker under graviditeten, og i de tilfælde er man ofte forberedt på det.

Jeg ved desværre ikke noget om din nieces sygdomsforløb, men du fortæller, at hun har fået sat befrugtede æg op og har derfor også fået hormonbehandling, hvilket formentlig øger risikoen for attak se også. Vi ved ikke meget om hvor lang tid den øgede risiko ved IVF hormonbehandling varer, men man må forvente, at den i hendes tilfælde er begrænset på nuværende tidspunkt, og at den beskyttende effekt af graviditeten efterhånden også er optimal.

Man behandler sjældent attakker med binyrebarkhormon i de første tre måneder af graviditeten, da det kan skade fostret, og der er derfor ikke noget aktuelt behandlingstilbud, med mindre din nieces symptomer er meget alvorlige. Sædvanligvis bedres et attak betydeligt indenfor en måned, og symptomerne vil derfor aftage spontant meget snart. Hvis din niece fortsat har sygdomsaktivitet under graviditeten, må man overveje eventuel forebyggende behandling med immunglobulin, og attakker i de sidste 6 måneder af graviditeten kan også behandles med binyrebarkhormon.

Skrevet d. 13 januar 2013