Attak uden det kan ses på MR

Jeg er ny-diagnosticeret med attakvis MS. Jeg har fået ordineret Gabapentin (400 mg x 1) ved egen læge - bliver "fuld" af dem. Spørgsmålet er om bivirkningerne bliver mindre med tiden? Hvad siger erfaringen med Gabapentin. Føler mig nok lidt for "rask" til at tage det, så er gået i tænkeboks ind til videre.

Jeg har gennem de seneste 7-8 måneder døjet med følelsesforstyrrelser i venstre arm. Disse er kun blevet værre: Har smerter op ad armen, fingre der sover, det prikker og stikker. Armen føles tung som bly. Derfor havde jeg også en forventning om, at min seneste hjernescanning ville vise flere læsioner. Men der er heldigvis kun dem der plejer at være. Hvordan kan det være, at det forholder sig sådan, når sygdommen umiddelbart er i ro?

En skanning af hjernen afslører desværre ikke hele sandheden, da man også kan få skleroseplak på rygmarven, som ikke ses på en rutine-hjerneskanning. Ud fra dine symptomer, kan det godt lyde som om, at du har fået et attak på rygmarven. Hvis symptomerne har varet 7-8 måneder, er det nok for sent at behandle med binyrebarkhormon, men man kan dæmpe sklerosesmerterne (også kaldet nervesmerter) med andre lægemidler. Du skriver at du har prøvet Gabapentin i en meget lav dosis på 400 mg x 1 daglig, hvilket svarer til første trin i en optrapning, som ofte ender på 600 mg x 3 daglig. Det har dog allerede givet dig bivirkninger, og derfor skal man måske forsøge anden behandling.

Nervesmerter kan opdeles i kroniske og anfaldsvise smerter. De kroniske smerter er vedvarende og føles brændende, svidende, knugende eller borende, men kan også have prikkende eller stikkende karakter. De bedste lægemidler til at behandle disse smerter, er stoffer der tidligere er brugt mod depression, men nu har vigtig anvendelse mod nervesmerter og bruges i stort omfang i neurologiske klinikker og smerteklinikker. De to hyppigst anvende præparater er amitriptylin (Saroten) eller Imipramin.

De anfaldsvise og mere jagende, kortvarige smerter, kaldes neuralgiforme smerter og kan som regel behandles effektivt med lægemidler, man normalt bruger til behandling af epilepsi, Oxcarbazepin (Trileptal), Carbamazepin (Tegretol), Gabapentin (som du har prøvet) eller Pregabalin (Lyrica). Endelig skal nævnes Dronabinol (Marinol), der formentlig kan bruges til at behandle begge typer af nervesmerter. Du kan snakke med din neurolog om, hvilken behandling der vil være bedst til dig.
 

Skrevet d. 23 december 2014