Attak efter tandlægebedøvelse
d. 6 oktober 2014

Er der en sammenhæng mellem bedøvelse ved tandlægebehandling og attak? Det værste af de to attakker, jeg har haft indtil nu, kom få timer efter jeg havde været ved tandlægen og fået en fyldning og blev bedøvet med sprøjte. Var ved tandlægen ca. kl. 9 om morgenen - og attakket startede ca. samtidig med at bedøvelsen forsvandt ved middagstid. Det startede med sovende hænder, derefter fødder og i løbet af få dage var det føleforstyrrelse (bedøvet, sovende og derefter forsinket reaktion i armene, kraftnedsættelse i armene - og til sidst delvist lammede hænder) i hele kroppen fra kravebenet og ned.

Er der en sammenhæng mellem behandling ved tandlæge og udløsning af attak? Jeg har ikke kunne finde noget svar på det spørgsmål på nettet. Sidste men ikke mindst så er begge attakker blevet udløst i stressede perioder, hvor stor en indflydelse har stress på udløsning af attakker?

Der er ingen kendt sammenhæng mellem MS og tandlægebedøvelse eller andre former for bedøvelse. Det kan være stress, der muligvis kan forværre MS symptomer, som udløser de første symptomer på et attak og derfor vil det føles, som om tandlægebehandlingen er årsagen. Sammenhængen mellem stress og MS attak kan du læse om et andet sted på hjemmesiden Stress og nyt attak

Skrevet d. 6 oktober 2014