Attak efter start på Rebif
d. 30 april 2010

Jeg skriver som pårørende, da min hustru har fået diagnosen sclerose i november 2009. Hun blev derefter sat i behandling med rebif 44, men hun fik det rigtigt dårligt herefter. Hun havde før opstart været ude for en ulykke, og havde været en del syg op til opstart af rebif, hvorfor det hurtigt blev besluttet, at hun skulle holde pause til hun havde været sygdomsfri ca. en måned.

Hun har haft det rigtigt godt fra januar og frem til april, hvor hun faktisk havde rimelig normal førlighed, gik godt osv. Hun blev derfor startet op med rebif igen her i april 2010, hvorefter det hele er gået ned ad bakke igen.

Efter 14 dage med rebif går det hele igen så skidt, at hun har mange smerter i ryggen, går dårligt igen, har snurrende fornemmelser i arme, ben og ryg.

Der blev fra sygehuset sagt, at det var et attak, hvorefter hun fik sådan en tredages Solu-medrol kur. Dette har desværre heller ikke reduceret smerterne denne gang. Denne kur er dog givet én gang tidligere med godt resultat.

Det der er mit spørgsmål, er: Kan rebif eventuelt fremkalde et nyt attak? Er der viden nok omkring rebif og nogen positiv effekt, eller er det bare et eksperiment? Kan det være rigtigt, at alting går ned ad bakke for hende hver gang hun bliver overtalt til at starte på rebif igen? (Det skal lige siges, at hun faktisk virker som om det hele går bedre når hun ikke får det).

Jeg ved, at jeg er lidt skeptisk overfor medicinen, men jeg har set hvor skidt det går for hende hver gang hun får medicinen - denne gang havde hun det endda rigtigt godt inden det blev startet op igen.

Det kan aldrig udelukkes fuldstændig, at enkeltstående patienter har en paradoksal reaktion på behandling med Rebif eller andre former for interferon-beta. I sjældne tilfælde kan influenzalignende bivirkninger under behandling med interferon-beta også gøre, at gamle gener blusser op. Det kan dog også være et rent tilfælde, at din hustru har fået et attak efter at hun er startet på Rebif.

Behandling med interferon-beta er på ingen måde eksperimentel. Behandlingen har været anvendt i Danmark siden 1996, og har en veldokumenteret, sygdomsdæmpende effekt. Det er dog også velkendt, at ikke alle har tilstrækkelig effekt af behandlingen til at sygdommen bremses fuldstændigt.

Jeg vil foreslå, at I taler med lægerne på den scleroseklinik, der forestår behandlingen, da det er muligt at andre behandlinger vil kunne komme på tale.

Skrevet d. 30 april 2010