Aspartam
d. 22 november 2009

Har man nogensinde overvejet at spørge scleroseramte, om de har haft et forbrug af kunstige sødemidler (aspartam og lignende)?

Grunden til jeg spørger, er at jeg har læst rigtig meget om aspartam og i den forbindelse, er jeg hele tiden stødt på ting der kan forbindes til MS.

Med den kraftige stigning, der er sket i antallet af scleroseramte de sidste 20 år, synes jeg, det er lidt pudsigt, at det netop er få år efter at aspartam blev godkendt, at stigningen startede.

Kunstige sødemidler, herunder aspartam, som har fundet stor udbredning i de sidste mange år, har været foreslået at være årsag til en lang række sygdomme.

Der har også været overvejelser over, om de kan fremkalde sklerose. Der er dog ikke gode holdepunkter herfor. For eksempel er forekomsten af sklerose kun stigende hos kvinder og ikke hos mænd. Det er vanskeligt at forestille sig, at aspartam kun skulle have skadelige effekter hos kvinder og ikke også hos mænd.

Som et kuriosum kan nævnes at et andet tilsætningsstof, natriumbenzoat, faktisk er fundet at have en sygdomsdæmpende effekt ved en skleroselignende sygdom hos dyr.

Man kan således ikke bare uden videre gå ud fra, at kunstige sødemidler eller tilsætningsstoffer nødvendigvis må have skadelige effekter.

Skrevet d. 22 november 2009