Arvelighed som barn af skleroseramt
d. 15 april 2011

Min mor er svært scleroseramt. Sygdommen startede som attakker men er nu progressiv. Min mor har mistet al førligheden i begge ben og har meget nedsat funktion i arme, fingre og hænder.

Jeg har altid haft svært ved at finde svar på, om sclerose er arvelig, hvilket er grunden til at jeg skriver. I seneste nummer af medlemsbladet, står der nemlig, at "Hvis man er genetisk disponeret for sclerose og samtidig ryger, øges risikoen for, at sygdommen bryder ud markant." Jeg er ikke-ryger men undrer mig over, hvilke faktorer, der er i spil når man er "genetisk disponeret"?

Årsagen til at nogle rammes af sklerose er fortsat uklar, men et uheldigt samspil mellem immunsystemet og faktorer i omgivelserne, for eksempel virusinfektioner, menes at være af betydning. Man ved, at arvelige forhold til en vis grad påvirker risikoen for at få sklerose, og man ved, at der er en vis øget risiko for at få sklerose, hvis der er sklerose i familien.

Den arvelige risiko for sygdom kan ikke forklares af en enkelt arvelig egenskab (et gen), og man opfatter ikke sklerose som en egentlig arvelig sygdom, men risikoen for at udvikle sygdom påvirkes af arvelige forhold, primært vedrørende vævstyper og molekyler der har betydning for immunsystemets aktivering. Den relative risiko for selv at få sklerose er klart højere, hvis der hos slægtninge (særlig hos søskende eller forældre) er sklerose, men da sklerose i sig selv ikke er særlig almindelig, er den absolutte risiko for at få sygdommen ret lille.

Der foreligger relativt få undersøgelser, der giver pålidelige data for risikoen for at få sklerose, hvis der er sklerose i familien, men baseret på en analyse af data fra flere forskellige undersøgelser skønner man, at risikoen for selv at få sklerose, hvis man er barn af en skleroseramt, er ca. 10 - 20 højere end baggrundsbefolkningens risiko. Da risikoen for at få sklerose hos befolkningen som helhed ligger på 0,2-0,3 procent, svarer det til, at din risiko for at få sklerose er ca. 2 - 6%.

Skrevet d. 15 april 2011