Arvelighed
d. 22 september 2012

Nu har der meget tit været sagt og skrevet at sclerose ikke er specielt arvelig, og at der er forholdsvis små procenter. Men så vil jeg gerne vide, hvorfor vi så er 3 i min familie der har det, min far, mig og så har min søster lige fået det konstateret?

Så er det vi begynder at tro at det med arvelighed ikke hænger helt sammen mere.

Jeg forstår med din baggrund godt din undren. Der er et element af arv i sclerose. Visse væsvtyper forekommer hyppigere hos sclerosepatienter end hos raske. Men hvis en enægget tviling har sclerose, er det "kun" ca. 25-30% af tvillingesøsteren/tvillingebroderen der får sygdommen. For tveæggede tvillinger er det omkring 3-4%, dvs. der er også miljøfaktorer der spiller ind. Risikoen for at få sclerose er omkring 1 pr. 800 danskere, og den er ca. 5-10 gange øget for patientens søskende og børn. Risikoen for børnene forhøjes, hvis begge forældre har sclerose.

Jeg mener at have set en opgørelse, at omkring 15% af patienter med sclerose har et familiemedlem (ofte fjernere) med sclerose. Dermed er der 85% af patienterne, hvor sclerose ikke er kendt forekommende i familien. Der findes en lille undergruppe hvor sygdommen er ophobet. Jeg har f.eks. 3 af 3 søskende (ikke etniske danskere) der har sclerose og en familie med mor, far og 2 af 3 søskende, men disse ophobninger kan tælles på en hånd i min scleroseklinik med over 1000 patienter.
 

Skrevet d. 22 september 2012