Arbejdsindtægts betydning for berettigelse
d. 22 november 2009

Jeg har fået tilkendt førtidspension efter regler efter 2003. Mit spørgsmål er: Hvor meget jeg må tjene, eller hvor mange timerjeg må arbejde ved siden af min pension, før kommunen laver en ny vurdering eller gøre pensionen hvilende?

Jeg er bekendt med reglerne omkring indtægtsregulering af pensionen, da det allerede sker på grund af udbetaling af tabt erhvervsevne.

Grunden til at jeg spørger, er at jeg er startet som selvstændigt - bare for at holde mig selv lidt i gang og lave noget jeg godt kan lide.

Reglerne er beskrevet i Socialministeriets vejledning nr. 105 af 23.10.2002 kap. 5

Kapitel 5

Årlig fastsættelse, omregning, bortfald, tilbagebetaling m.v.

Uændrede regler

88. Lovens regler (§ 39 og §§ 40-42) om årlig fastsættelse og omregning, bortfald af pension, oplysningspligt og tilbagebetaling af pension er videreført indholdsmæssigt uændret. Der henvises til Socialministeriets vejledning om folkepension efter lov om social pension af 31. august 2007, punkt 209 og 211-234.

Hvilende pension

89. Lovens § 43 a, stk. 1, viderefører uændret reglen om, at en førtidspension kan gøres hvilende uden tidsmæssig begrænsning. Der henvises til punkt 332 i Socialministeriets vejledning om førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. af 31. august 2007, som finder tilsvarende anvendelse i sager om førtidspension efter 1. januar 2003. At bestemmelsen ikke angiver en øvre grænse for, hvor længe pensionen kan gøres hvilende, udelukker ikke, at kommunen kan beslutte inden for hvilket tidsrum, pensionen skal være hvilende.

Kommunen kan efter lovens § 20, stk. 1, fastsætte en frist for genoptagelse af en sag. En tidligere fastsat frist fastholdes - uafhængigt af om førtidspensionen i mellemtiden er gjort hvilende. Udløber fristen i den periode, hvori den pågældende fx har beskæftigelse i et fleksjob, fastsættes en eventuel ny frist på baggrund af en samlet vurdering af sagen.

Lovens § 43 a, stk. 2, viderefører reglen om, at kommunen kan bestemme, at førtidspension inddrages i de tilfælde, hvor en person ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre arbejdsevnen væsentligt, se kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Frakendelse af førtidspension

90. Når en pension er tilkendt, kan der senere opstå spørgsmål om frakendelse. Spørgsmålet om frakendelse kan rejses af kommunen eller af pensionisten selv.

Kommunen skal holde sig underrettet om pensionistens forhold med henblik på at kontrollere, om der fortsat er ret til den tilkendte pension.

Kommunen skal træffe afgørelse om frakendelse af pension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Hvis en pensionist mod forventning er blevet i stand til at arbejde i større omfang end forudsat ved tilkendelsen af førtidspension, og pensionisten gennem en længere periode derved har vist, at arbejdsevnen er blevet forbedret, skal kommunen tage sagen op med henblik på en vurdering af pensionistens arbejdsevne.

Kommunen skal således foretage en konkret helhedsvurdering af, om pensionisten er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (fx i et fleksjob) og derved vedvarende opnå indtægt til selvforsørgelse, se punkt 7 og 8.

91. Hvis kommunen træffer afgørelse om, at pensionen skal frakendes, træffes der samtidig afgørelse om, fra hvilket tidspunkt dette skal ske.

Ved frakendelse kan det besluttes, at pensionen bevares i 3 måneder fra afgørelsestidspunktet.

92. Efter lovens § 44, stk. 3, kan pensionen ikke frakendes efter pensionistens fyldte 60. år, medmindre pensionisten samtykker.

Ordning for tilbagebetaling

93. Reglerne om en tilbagebetalingsordning omfatter såvel folkepensionister som alle førtidspensionister, dvs. både personer der har fået tilkendt førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, og personer der har fået tilkendt førtidspension efter de fra 1. januar 2003 gældende regler.

94. Tilbagebetalingskrav for uretmæssig oppebåret pension efter lovens § 42 og tilbagebetalingskrav for personlige tillæg ydet med tilbagebetalingspligt efter lovens § 43, stk.1, gennemføres efter lovens § 47, stk. 2, ved en betalingsordning, som kommunen fastsætter ud fra en vurdering af, hvad pensionisten kan betale, uden at den pågældende kommer til mangle, hvad der må anses for nødvendigt til sit eget og familiens underhold.

95. Efter lovens § 47, stk. 3, kan kommunen kun benytte retten til udpantning for tilbagebetalingskrav, hvis der er fastsat en tilbagebetalingsordning efter stk. 2, som pensionisten ikke overholder, selv om pågældende er i stand til det. Det betyder, at kommunen, når den benytter udpantningsretten, fortsat skal sikre sig, at pensionisten i overensstemmelse med stk. 2 har det til sin rådighed, som må anses for nødvendigt til den pågældendes og familiens underhold.

Konkret betyder det, at du har oplysningspligt omkring ændringer i dine økonomiske forhold, og såfremt din indtægt ved arbejde bliver af en størrelsesorden, som formodes at gøre dig selvforsørgende, vil kommunen tage sagen op.

Hvilken indflydelse arbejdsindtægt har for din udbetaling på grund af tab af erhvervsevne kan jeg ikke udtale mig om, men vil anbefale dig at undersøge dette.

Skrevet d. 22 november 2009