Gå til hovedindhold

Arbejdsevne afklaring

Spørgsmål

Jeg har fået en lægeerklæring fra neurologen, hvor der står, at jeg fremover skal have siddende arbejde dog med skånehensyn, og hun er ikke entydig i antallet af arbejdstimer. Jeg har hele mit liv haft stående og fysisk arbejde. Nu er jeg i jobclub, mit spørgsmål er skal jeg i almindelig arbejdsprøvning, eller skal jeg fra starten bede om at blive visiteret til fleksjob? Jeg kan vel ikke komme til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når jeg ikke kan klare mit tidligere job, hvor jeg ville blive sendt i arbejde straks?

Svar

Jeg opfatter din situation sådan, at du er sygemeldt og at du ikke har et job, som du kan vende tilbage til i givet fald. Det fremgår ikke klart om det er Jobcentret, der har bedt om lægeerklæring, men det går jeg ud fra.

Neurologen kan udtale sig om din diagnose, prognose og behandlingsmuligheder og herudover også pege på områder, hvor du bør skånes. Neurologen kan ikke udtale sig om, hvor meget du kan arbejde, det skal en konkret afklaring belyse. Det er Jobcentrets forpligtelse sammen med dig at vurdere dine fremtidige muligheder for arbejde, her tænkes både på arbejdsfunktioner og arbejdstid. Det er ligeledes Jobcentret, der tager stilling til evt. mulighed for visitering til fleksjob.