Gå til hovedindhold

Antiøstrogene lægemidler og MS-aktivitet

Spørgsmål

Som bekendt beskytter østrogen mod attakker, og jeg har i den forbindelse et spørgsmål. Jeg er i behandling for brystkræft og planen er at jeg skal tage antihormoner (Tamoxifen), for at undgå tilbagefald. Dette vil betyde at jeg går i overgangsalderen.

Mit spørgsmål er så: Bør jeg dermed være ekstra opmærksom på en eventuel udvikling af min MS? Jeg har heldigvis kun haft meget få tegn på sygdommen siden min diagnose i 2000, og har heller aldrig fået medicin herfor.

Svar

Der findes 5 forskellige antiøstrogene lægemidler, der alle påvirker følsomheden for østrogen. Som du nævner, bruges de i behandlingen af østrogenfølsomme ondartede brystknuder. Denne behandling kan umiddelbart ses som et problem i forhold til multipel sklerose, hvor man antager at østrogen kan have en dæmpende virkning på attakker og sygdomsudvikling.

Der findes dog en række forskellige østrogener og effekten af et eller flere af disse, er endnu ikke vist i behandlingsforsøg hos mennesker med MS. Således kan man heller ikke sige, at der er en simpel sammenhæng mellem antiøstrogene lægemidler og MS-sygdomsaktivitet.

Det vigtigste for dig lige nu, er at få behandlet din brystkræft på den mest effektive måde. Hvis der skulle komme aktivitet i din MS, må man siden tage stilling til om du skal have behandling for den også. Dette er dog aldrig vist.