Antidepressiva med seksuelle bivirkninger

Jeg har igennem lang tid haft problemer med grådlabilitet, som over tid er blevet et stort problem i sociale sammenhænge. Jeg fik et råd inde fra jer, om at snakke med min neurolog om noget antidepressiv. Jeg fik ordineret Citalopram og tager 5 mg i døgnet. Det har hjulpet helt utroligt meget på min grådlabilitet, men det er gået ud over sexlivet.

Lysten er der - ikke så meget som før - og jeg får rejsning uden problemer, men jeg kan ikke få udløsning, det er i hvert fald mere undtagelsen end reglen, når det sker. Jeg har talt med min praktiserende læge om problemet, og hun har prøvet at ordinere Venlafaxin til mig, men også dette præparat gav mig seksuelle problemer, samtidigt med at det gav mig kraftig hovedpine. Jeg har også prøvet at holde pause fra Citalopram, og her forsvandt de sexuelle problemer, men grådlabiliteten vendte også tilbage.

Efter et par måneders pause startede jeg op på Citalopram igen - i samråd med min læge - og ville give op starten tid nok, for at se om bivirkninger fortog sig. Jeg startede igen d. 15/5, og de seksuelle problemer er der endnu efter 4 uger, så nu tror jeg ikke længere på, at det bliver bedre. Det er lidt som at vælge mellem pest eller kolera - det er enten grådlabilitet eller seksuelle problemer. Har du nogen ideer til, hvordan jeg kan få løst mine problemer?

Hvis du er glad for Citalopram, og ikke er interesseret i at skifte præparat, kan jeg foreslå "Drug holidays", dvs at du holder pause med antidepressiva. For nogle er det nok ikke at tage tabletten om morgenen og så have sex om aftenen. Du skal aftale med din egen læge som udskriver præparatet, om hvor længe du evt. kan holde pause.

Der er også den mulighed at du skifter til et andet antidepressiva, som ikke er i SSRI gruppen, idet alle SSRI præparater har seksuelle bivirkninger. Det er fx Mirtazepin, Cyban, og et præparat hvis aktive stof er agomelatin (Valdoxan). Du kan tale med din egen læge, om det evt. er en mulighed at skifte medicin.

Skrevet d. 11 juni 2013