Antidepressiv medicin og graviditet
d. 6 januar 2011

Jeg fik for to år siden en mindre depression og var over nogle måneder præget meget af angst. Jeg fik antidepressiva og var på 50 mg, før jeg begyndte at trappe ned igen.

Den primære grund til nedtrapning og senere udtrapning var et ønske om graviditet. For omkring to måneder siden tog jeg min sidste pille. Jeg havnede i 2 uger med svimmelhed og elektriske stød i hovedet, herefter jeg blev mere og mere forvirret og ængstelig.
Jeg begyndte at læse om kognitive redskaber til at komme videre, og jo mere jeg læste jo mere opmærksom blev jeg på alle de symptomer, der kunne pege i en depressiv tilstand.

Alt hvad min psykolog havde sagt til mig kunne ikke effektueres, jeg kunne sagtens huske det, men tankerne lod sig ikke overbevise. Så jeg startede min medicinske behandling igen (citalopram 20 mg og i samråd med en psykiater).

Jeg er jo ked af, at vi endnu engang må udskyde eller helt glemme projekt børn. Men mest af alt har jeg det dårligt med antidepressiva. Jeg føler ikke de hjælper, og den oplevelse jeg havde da jeg trappede ud skræmte mig.
Skal jeg tage dem for altid?
Jeg er lidt i tvivl om det er p.g.a. min sclerose, at det er så svært at komme videre.

Jeg er meget bevidst om hvad der påvirker mig i de situationer jeg har været angst eller trist, og det er alt sammen tanker.
Men det er som om, jeg ikke kan handle på det.
Jeg synes antidepressiverne gør mere skade end gavn.
Min psykiater kan ikke forstå at jeg er imod dem, hun mener iøvrigt også jeg sagtens kan blive gravid alligevel.
Det er der mange der gør!

Jeg ved ikke hvad mit egentlige spørgsmål er, andet end har man større chance for psykiske udsving med sclerose og kan denne sygdom gøre det endnu sværere at trappe ud af en antidepressiv behandling?

Hvor mange scleroseramte får egentlig antidepressive?

I din mail har du beskrevet dit forløb med depression og dit store ønske om at trappe ud, fordi du/I ønsker at få et barn. Det lyder som du allerede har kontakt til både en psykiater og psykolog eller måske neuropsykolog.
Jeg mener oprigtigt, at det vil forvirre din behandling og i øvrigt er etisk forkert, hvis jeg ud fra det meget begrænsede kendskab til dit fulde sygdomsbillede begynder at komme med andre behandlingsmuligheder.
Dog vil jeg tilføje, at det er vigtigt, at neurolog og psykolog samarbejder om en fælles behandlingsplan for dig.  

I øvrigt er det kendt, at sclerosepatienter oplever mere psykisk ustabilitet i perioder end almenbefolkningen. Depression er er den hyppigste psykiatriske sygdom hos sclerosepatienter. Desværre findes der ikke tal på, hvor mange det drejer sig om, se vores hjemmeside.  

Du er sikkert bekendt med, at Scleroseforeningen også tilbyder personlig psykologhjælp; dog vil jeg anbefale dig, at hvis du allerede er i et samtaleforløb først at gøre det færdigt, således at du ikke får divergerende  meninger, som kun kan gøre dig forvirret.

Skrevet d. 6 januar 2011