Angst ved bilkørsel
d. 21 august 2010

Mit spørgsmål vedrører en afklaring af, i hvilket omfang nogle reaktioner jeg oplever, kan være symptomer på en slags fobi.

Jeg har ofte svært ved at skelne psykisk fra fysisk, da de fysiske symptomer "popper" op når jeg er ude af balance.
Jeg har haft sclerose i 10 år med føleforstyrrelser i fødder og underben og lidt balanceproblemer - jeg går med stokke og bruger kørestol, men kører også bil.

Jeg har netop fået udskiftet min handicapbil, og oplevede i den forbindelse pludselig angst når jeg skal køre i den nye bil. Jeg føler mig usikker på pedalernes placering (kører med automatgear, højre fod er den gode fod) og det bevirker at jeg forsøger at undgå at køre, hvorved der kommer til at gå lang tid imellem kørslerne.

Så bliver jeg endnu mere bange. Jeg frygter mest at jeg skal komme til at skade andre mennesker, hvis jeg f.eks. ikke kan reagere hurtigt nok, i en situation som kræver det.

Da jeg er over 50 år, overvejer jeg faktisk at stoppe med at køre bil, men frygter dette skridt, da bilen jo også repræsenterer en frihed for mig. Hjælp - er det en fobi eller reelt nok...sidder det i sjælen eller bare i fødderne?

Du spørger om du har fået en slags fobi…og ja, det kan man godt kalde det, for så vidt at du har fået en ubegrundet angst.
10-15 % af befolkningen har oplevet dette på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der er altså tale om meget almindelige og udbredte reaktioner/fobilignende tilstande, som for langt de fleste kun rammer dem i en kort periode i deres liv.  

Der er nok ikke tvivl om at føleforstyrrelser og balanceproblemer giver dig en generel øget sårbarhed overfor situationer, som indebærer aflæring af allerede kendte reflekser/reaktionsmønstre  og indlæringen af nye. Så det at skifte fra et bevægelsesmønster til et andet i forbindelse med bilskift, kræver mere af dig end mennesker uden disse symptomer.  

Det er lige præcist det du beretter om, når du skriver: ”Følte mig usikker på pedalernes placering, og det bevirker at jeg forsøger at undgå at køre , hvorved der kommer lang tid mellem kørslerne. Så bliver jeg endnu mere bange.”  Fordi du – naturligt og forståeligt nok - har følt dig usikker ved at skulle skifte fra det kendte til noget nyt, som kræver tid før det ”sidder fast”, undgår du at køre så hyppigt. Det kalder man undgåelsesadfærd og resultatet er at angsten forstærkes.

Du er altså kommet ind i en selvforstærkende dårlig spiral, hvor det at undgå at køre nok giver en umiddelbar lettelse, men på sigt øger din angst og i sidste ende kommer til at hæmme og begrænse dig. Og netop fordi du ikke kører så hyppigt vænner du ikke dig til det.

Hvad skal du så gøre?

Du skal ”op på hesten igen” og starte med at vænne dig til pedalerne og det nye ved at afprøve det hyppigt . Tilvænning og hyppighed er nøgleordene. Du kan f.eks starte med at imitere at du kører, mens du holder stille. Når du er fortrolig med det, kan du starte bilen og køre 3 meter eller lignende og gradvis øge kørestrækningen. Det gør ikke noget at det tager tid. Det vigtigste er at du tager det trin for trin- og gerne hver dag, men dog mindst 3 gange ugentligt. Så vil du gradvis øge din kontrol og din oplevelse af sikkerhed, så du igen kan bruge din bil, som giver dig den frihed til at komme omkring, som er så vigtig for din trivsel.

Jeg tror dine katastrofetanker om at komme galt af sted med bilen vil falde til ro, når du oplever at kunne mestre det nye. Skulle det ikke være tilfældet, vil jeg opfordre dig til at søge psykologhjælp.

Endelig kan du også have glæde af at tale med en motorsagkyndig kørelærer om din frygt for ikke at kunne reagere hurtigt nok, f.eks på PTU. De kan have gode forslag, som kan gøre dig mere tryg.

Skrevet d. 21 august 2010