Gå til hovedindhold

Anfald, er det led i sclerose

Spørgsmål

Min mor har sekundær progressiv sclerose. Hun har indenfor de sidste par måneder oplevet nogle anfald, som vi aldrig har set før. Det starter med en tung vejrtrækning, og hun lukker derefter øjnene. Så falder hovedet ned, som om hun sover. Hun kommer med nogle lyde, som om hun ikke kan holde det tilbage. Hun savler også. Man kan godt komme lidt i kontakt med hende under disse anfald. De varer mellem 15-30 min. Og så "vågner" hun igen. Er det en del af sclerosen, eller kan det være noget andet?
Vi er meget skeptiske for bare at få at vide, at det "kun" er sclerosen, da hun for 2 år siden blev opereret i hjernen for en svulst. Håber at I kan være behjælpelige med et bud på, hvad det er.

Svar

Det kunne godt være en form for epilepsi, bl.a. fordi anfaldene er stereotype. Epilepsi (såkaldt aymptomatisk epilepsi) forekommer med lidt øget hyppighed ved sclerose, fordi der er læsioner (plaques) i hjernen og også hyppigere ved svulst i hjernen. Jeg vil anbefale, at I snarest kontakter neurologen eller din mors egen læge, så din mor kan blive udredt med EEG (hjernens elektriske svingninger) og måske en ny MR scanning. Man skal også overveje forebyggende medicinsk behandling.