Anden behandling efter Mitoxantron
d. 1 maj 2012

Jeg har haft sklerose i 13 år, og gik over i sekundær progressiv for ca. 3 år siden. Jeg har fået Novantrone i lidt over 2 år, og er snart slut med det - hvad så - er der anden medicin jeg kan få?
Jeg tænker en del på, hvis jeg ikke får noget medicin, går det så hurtigt ned af bakke?

Når man har været i kemoterapi-behandling med Mitoxantron (Novantrone) i to år, er MS sygdommen "slået ned" og kan holde sig i ro i længere tid. Hvor lang tid kan man ikke præcis forudsige, men en undersøgelse har vist effekt i 3 år efter behandlingen stoppede.

Hvorvidt man skal starte en anden behandling, efter Mitoxantron er stoppet, hvornår den skal starte og hvad man i så fald skal behandles med, er der ingen faste regler for. Det vil afhænge af en række faktorer omkring sygdomsforløbet samt den lægelige vurdering. Jeg synes derfor, at du skal snakke med din MS læge om en plan for dit videre behandlingsforløb.

Skrevet d. 1 maj 2012