Anbefalinger
d. 22 november 2009

Jeg skriver til dig, da jeg søger hjælp til at finde de rette kosttilskud.

Jeg er ny med sclerose, så jeg syntes det er noget uoverskueligt at finde rundt i kosttilskuds-junglen - for et vitamin er ikke "bare" et vitamin efter min opfattelse. Der findes desværre også meget skidt og kanel i handlen, og det vil jeg selvfølgelig gerne uden om så vidt muligt.

Jeg følger ikke sclerosekost pt. og jeg spiser aldrig fisk, da jeg (desværre) ikke bryder mig om denne spise.

Så nu håber jeg at du kan anbefale mig nogle kosttilskud af god kvalitet. Derudover har jeg også lige nogle produkter jeg gerne vil have din mening omkring:

1) Q10, er det et vitamin der vil have nogen positiv indflydelse på sclerosepatienter?

2) EyeQ - jeg har læst det skulle være et super godt produkt, men forholder det sig også sådan i forhold til sclerosepatienter?

3) Vil man få et optimal tilskud af de sunde fedtstoffer hvis man for eksempel indtager olier der er blandede? Her tænker jeg for eksempel på Omega 3-6-9, Livets Olie, Udo's Choice, Epa-Gla+ fra biosym og EyeQ m.m.?

4) Kan du anbefale sclerosepatienter at tage Life Spice vital, for at styrke immunforsvaret/kroppen, eller er det for aktivt et produkt? - det frarådes jo, så vidt jeg har forstået, at indtage Rød Solhat som sclerosepatient?

Med hensyn til olier vil jeg generelt foreslå dig at få omega-3 fedtstoffer - idet du ikke spiser fisk, kan jeg forstå du ikke har fået dem gennem en længere periode. Hvis du i din madlavning bruger olivenolie eller rapsolie får du herfra omega-6 og omega-9 olier og behøver så ikke at tage dem som tilskud.

Mit forslag er umiddelbart, at du skal benytte 2-3 spsk. dagligt af rapsolie eller olivenolie eller en blanding. Tilskuddet skal så omfatte omega-3 fedtstof.

Der er bestemte krav til niveauet af forureninger af olier, som alle kosttilskud skal overholde. I 2002 undersøgte bladet olietilskud, og det produkt, der havde den laveste indhold af miljøgifte samlet set, var Eskimo-3 fra firmaet Anjo. Dagsdosis vil her være 5 stk.

En anden mulighed er at tage levertran, for eksempel Möllers Tran med citrus , 5 ml dagligt. Produktet er renset på linie med fiskeolieprodukter. Med levertran har du den fordel at få vitamin D samtidig. Der er 10 mcg D-vitamin i 5 ml levertran.

Eye Q er mig bekendt ikke undersøgt på sclerosepatienter, men man har vist at Eye q kan forbedre den kognitive funktion hos voksne i en undersøgelse.

Det at forbedre den kognitive funktion, altså funktioner der har med indlæring og overblik at gøre, gør også B-vitaminer. Mit forslag er at du enten tager, for eksempel 1 stk Multi-B dagligt til et måltid, eller inden du begynder at indtage B-vitaminer får foretaget en blodprøve for vitamin B12, folinsyre, homocystein og vitamin D. Alle niveauer skal ligge indenfor områder jeg tidligere har omtalt. Vitamin B12 har specielt en funktion indenfor at reetablere myeliniseringen af nervecellerne.

En multivitamin som grundlaget til at supplere kosten anser jeg for at være en god ide. Det kunne for eksempel være Spectro uden jern og vitamin K. Spectro indeholder ikke A-vitamin, men betacaroten. Produktet er lavtdoseret, men antages for at være letoptagelig, idet det er i kapselform.

For Q10 og Life Spice vital kan jeg desværre ikke komme med oplysninger I forhold til MS.

Min generelle holdning er at en sund kost skal være basis, og så kan man herefter supplere med næringsstoffer som har en yderligere ønsket virkning.

Skrevet d. 22 november 2009