Alternativ til interferon, Copaxone og Tysabri
d. 22 november 2009

Hvad er alternativet til Tysabri, hvis man efter nogen tid danner antistoffer og denne behandling derfor er nyttesløs?

Jeg spørger da min søster er begyndt at danne antistoffer. Hun har også prøvet Copaxone, hvilket hun ikke kunne tåle og som ingen effekt havde. Beta-interferon er heller ikke aktuelt, da hun til at begynde med fik en depression.

Med ovennævnte situation i baghovedet, er jeg naturligvis bekymret for, om der overhovedet er et alternativ?

Behandlingsmulighederne for attakvis sklerose er desværre dårlige, hvis man ikke kan tåle interferon og Copaxone, og har udviklet antistoffer mod Tysabri.

Da man skal have haft en betydelig sygdomsaktivitet for at komme i behandling med Tysabri er det bedste bud på behandling måske mitoxantrone (Novantrone), som oftest har rigtig god effekt ved attakvis sklerose.

Der findes ikke andre behandlinger, der har sikker effekt på attakvis sklerose, men forhåbentlig kommer der en eller flere nye tabletbehandlinger på markedet næste år.

Andre muligheder, med mere usikker effekt, er regelmæssig behandling med binyrebarkhormonet methylprednisolon, 1 gang om måneden, eller immundæmpende behandling med azathioprin (Imurel).

Din søster må diskutere, hvilken mulighed der er bedst for hende, med lægerne på hendes skleroseklinik.

Skrevet d. 22 november 2009