Gå til hovedindhold

Almindelig mad og vægtøgning

Spørgsmål

Jeg har forfærdelig ondt af min søster, som har sclerose. Det har påvirket hendes syn samt balancegang. Men hun er stadig en klog og kvik dame på 49 år.

Hun skal selv tage hendes medicin - med sprøjte - 3 gange om ugen, og det går også fint. Men findes der slet ingenting, som kan genopbygge celler og knogler?

Nu har jeg læst en del om sygdommen  i aften - og jeg har fundet frem til, at det vil gavne hende at spise: D-vitaminer (ca. 50 mg. pr. dag), Fiskeolie fra Matas (1.200 mg pr. dag), Vitaminpillen OmniX - samt at lave fysisk træning hver dag. Er der andre ting som er en fordel at spise/lave?

Min søster er blevet meget mager, og hun har røget i 6 år, men vil nu prøve at kvitte smøgerne - og det håber jeg, at hun kan.
Er der ikke noget almindelig mad, som kan få hende op i vægt?
 

Svar

Jeg er sikker på, at din søster er meget glad for, at du støtter hende i en svær situation. Der er mange udfordringer der skal takles, når man får konstateret sclerose. Herunder en masse informationer omkring hvad der er godt at gøre og skidt at gøre, når man har denne sygdom. Kostens betydning er et meget omdiskuteret emne, og der er på nuværende tidspunkt ikke enighed omkring, hvad der er det bedste i forhold til mennesker med sclerose. Derfor anbefaler Scleroseforeningen, at man følger de 8 kostråd med ekstra fokus på at dække behovet for vitamin D og B-vitaminerne.

OmniX er et stærkt multivitaminmineral-præparat uden jern og vitamin K. Derfor vil jeg anbefale, at din søster kun tager 1 tablet om dagen. Producenten anbefaler, at man kan tage op til 2 tabletter dagligt, men da meget høje doser af specielt de fedtopløselige vitaminer (A, D, E, K) gennem længere tid øger risikoen for overdosering, vil det være fornuftigt at være lidt tilbageholdende.

Der findes rigtig mange fiskeolie-præparater på markedet, men Fiskeolie fra Matas er et godt valg. For det første fordi olien ikke skulle være harsk, og så er prisen også i den fornuftige ende af prisskalaen. 1200 mg om dagen er fornuftigt i forhold til sclerose.

I OmniX er der 20 mikrogram (µg) vitamin D3, så det kan diskuteres, om det reelt er nødvendigt og fornuftigt at supplere med ekstra D-vitamin. De officielle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen er på nuværende tidspunkt, at voksne ikke bør overstige et indtag på 50 mikrogram vitamin D om dagen. Nyere forskningsresultater peger dog på at denne grænse er sat for lavt, og mange eksperter mener at et dagligt indtag på 20-30 mikrogram vitamin D, giver det optimale niveau af vitamin D i kroppen. Du kan læse mere om vitamin D i et svar, som fornyligt er blevet lagt ud på Scleroseforeningens hjemmeside under netrådgivning Anbefaling omkring vitamin D.

Det vigtigste hvis kroppen skal kunne genopbygge celler og f.eks. øge muskelmassen er, at der er ekstra energi og protein til rådighed i kroppen. Hvis man taber sig, er det forbi kroppen ikke tilføres den energi og protein, som den har behov for. Og man mister ikke kun noget af fedtet i kroppens fedtdepoter, men desværre også den vigtige muskulatur som er nødvendig for at kunne bevæge sig uden at blive hurtig træt, trække vejret ubesværet og sikre optimal funktion af de indre organer som f.eks. lever, nyrer og hjerte. Så de 8 kostråd skal suppleres med mere energi og protein i kosten, for at din søster kan tage på.

Protein i kosten kommer typisk fra kød, fisk, æg, indmad og mejeriprodukter herunder ost. Og så er det vigtigt at vælge det magre protein sådan at indtaget af det usunde fedt, der netop kommer fra kød, mejeriprodukter og til dels æggeblommer, mindskes. Usundt fedt kaldes mættet fedt, og det øger risikoen for livsstilssygdomme som hjertekarsygdom og diabetes.

Nogle mennesker med sclerose har taget et valg omkring, at være ekstra forsigtige med hvad de spiser af kød og fedt. Dette skyldes en overbevisning om, at fedt fra kød, indmad, mejeriprodukter og æggeblommer kan øge betændelsesaktiviteten hos mennesker med sclerose. Derfor spiser de kun magert kød inklusiv lyst kød fra fjerkræ et par gange om ugen og kun 1-2 æggeblommer om ugen. Det er på nuværende tidspunkt ikke videnskabeligt bevist, at der reelt eksisterer denne sammenhæng mellem fedt fra dyr (animalsk fedt) og sclerose. Normalt anbefaler jeg kød fra firbenede dyr 1-2 gange om ugen til aftensmad, lyst kød fra fjerkræ 1-2 gange om ugen, én kødfri dag samt 2-3 aftner med fisk på menuen. Og magre mejeriprodukter.

Fisk er en rigtig god proteinkilde, og samtidig indeholder specielt fede fisk (laks, ørred, sild, makrel m.fl.) det sunde umættede fedt, omega-3 fedtsyrer. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man spiser 2-300 g fisk og fiskepålæg om ugen, og da omega-3 fedtsyrer faktisk hæmmer betændelsestilstande i kroppen, er det helt klart en fordel for mennesker med sclerose, at spise meget fisk og gerne mere end de 2-300 g. Samtidig indeholder fisk bl.a. meget D-vitamin.
Din søster skal sammensætte sin kost sådan, at hun får protein til alle måltider – både de 3 hovedmåltider og de 2-3 mellemmåltider.

De fødevarer der indeholder mest energi, er dem der indeholder meget fedtstof. Men det er som sagt ikke helt ligegyldigt, hvad det er for nogle fedtstoffer. Planteolier har et højt indhold af det sunde umættede fedt, og er derfor bedre at spise end smør og margarine af forskellig slags. Til at stege i er oliven- eller rapsolie begge gode valg, og de fungerer også begge fint i dressinger. Hørfrøolie indeholder også en fin fordeling af de gode typer fedt, men kun til kolde retter. Så din søster skal endelig ikke spare på olien – tværtimod. Og så er det jo et spørgsmål om valg, for hvis din søster f.eks. er rigtig glad for smør, fuldfed ost og opbagt sovs er det måske vigtigere lige her og nu, at hun stopper sit vægttab og genvinder noget at sin normale vægt, end at der er så meget fokus på, om det er det usunde eller sunde fedt.

Sukker er også en nem måde at øge energitilførslen til kroppen. Normalt er der ikke ret meget godt at sige om sukker i kosten, da det ikke tilfører kroppen andet end energi – ingen vitaminer, mineraler eller kostfibre. Desuden er der forskningsresultater som peger på, at sukker måske kan øge betændelsestilstande (inflammationstilstande) i kroppen, hvilket jo ikke er ønskværdigt hos mennesker med sclerose. Men igen drejer det sig om at tage et valg – hvad er lige nu og her det vigtigste; at bremse vægttabet eller at fokusere udelukkende på sygdommen? Og det behøver jo ikke at være enten eller, men et kompromis med et moderat indtag af sukker f.eks. i form af 30-50 g god mørk kvalitetschokolade om dagen og lidt sukker i te/kaffe.

Et godt mellemmåltid kunne være nødder, kerner og mandler der indeholder både protein og ret store mængder af det gode umættede fedt. Derfor indeholder disse fødevarer også meget energi. Tørret frugt af forskellig slags indeholder også mere energi end frisk frugt bortset fra avokado og til dels bananer, der også i frisk tilstand indeholder en god portion energi. Både nødder, kerner, mandler og tørret frugt kan også anvendes i gryderetter, salater med mere og på den måde være med til at øge indholdet af protein og specielt energi.

Et andet godt mellemmåltid er bærsmoothie baseret på magre mælkeprodukter eller evt. juice, og gerne med banan. Til disse kan også tilsættes lidt olie i form af 2-3 spsk. rapsolie eller hørfrøolie.

Så der kan faktisk gøres en del for at hjælpe din søster med at stoppe vægttabet ved at justere på kosten. Jeg har ikke været inde på proteintilskud i f.eks. pulverform, da dit spørgsmål gik på almindelig mad. Og det vil jeg også klart anbefale, at I forsøger med først, da gevinsten for kroppen altid er højere ved at spise rigtige fødevarer end tilskud. I tidligere svar vil I kunne læse lidt supplerende oplysninger omkring vægttab og sclerose.