Al for meget kritik
d. 22 november 2009

Jeg er en pige på 14 år som er datter af en scleroseramt mor.


Jeg føler til tider at det er mig, den er gal med, for uanset hvad jeg gør, så er det bare ikke godt nok! Jeg har fortalt min mor at når hun gør sådan og sådan, så bliver jeg faktisk meget ked af det, og føler mig uelsket.


Men hvad skal jeg gøre, for at få det bedre sammen med min mor, og for at jeg selv får det bedre?

Når du fortæller at du føler dig uelsket af din mor og alt for ofte kritiseret lyder det samtidigt som om, at du ikke oplever at få den accept og anerkendelse, som er så vigtig for at man kan føle sig veltilpas og glad.

Du skriver meget lidt om din situation, og derfor må jeg prøve at skyde mig lidt ind på, hvad der mon er problemet hos jer. Jeg får en fornemmelse af, at der ikke kun er tale om enkeltepisoder, som man ser i alle familier med teenagere, men mere om et stabilt mønster, som formentlig har noget at gøre med manglende overskud og glæde?

Er det mon fordi din mors sclerose har medført ”en kort lunte” og at hun derfor generelt for hurtigt farer op? Eller er det fordi I er pressede i din familie? Er den kritiske holdning kun rettet mod dig, eller er hun generelt hurtigt irriteret? Bor du også sammen med din far og andre søskende? Og hvis du gør, kan du så snakke med dem om, hvad du oplever og få deres respons på det?

Det er vigtigt at du ikke står alene med dine problemer, men har nogen du kan betro dig til og tale med problemet om. Også gerne en forstående voksen.

Du skriver at du har prøvet at snakke med din mor om problemet, og det synes jeg er meget flot, for det er jo noget I skal løse sammen. Desværre synes du ikke, at det har haft effekt, selvom du helt rigtigt siger det i forbindelse med de konkrete situationer. Det ser altså ud til at du har et problem, som du har prøvet at løse ved egen hjælp, men du synes ikke det er lykkedes at trænge igennem.

Derfor vil jeg foreslå dig at få andres hjælp til at få gjort noget ved det, for det er vigtigt, at du ikke går og føler dig uelsket og alene.

Du kan for eksempel benytte dig af den mulighed, der er for gratis psykologhjælp gennem Scleroseforeningen. Sammen med psykologen, kan du/I klarlægge nærmere hvad problemerne skyldes, og derefter finde frem til, hvad der kan gøres. Du kan vælge i første omgang at snakke med psykologen eller du kan vælge om du med det samme eller senere vil inddrage din mor i samtalerne.

Det er vigtigt at du også involverer din mor. Hun har det sikkert også svært med situationen og har tilsyneladende svært ved at bryde det ulykkelige mønster.

Jeg vil til slut gerne fortælle dig, at jeg er imponeret af dig og den ansvarlige måde du tager problemerne op på. Jeg synes det er klogt og modent af dig, at du ikke bare opgiver at gøre noget ved problemet, men tager det så seriøst at du skriver her ind til Rådgivningspanelet. Jeg håber du/I får en hjælp, som vil åbne op for den kærlighed og glæde jeg er sikker på der også er gensidigt mellem din mor og dig.

Held og lykke med det.

Marianne Nabe-Nielsen, Psykolog

Skrevet d. 22 november 2009