Afprøvning af hjælpemidler efter billigst bedst egnet
d. 19 juli 2015

Angående fornyelse af elkørestol. Kan det være rigtigt, at jeg skal prøve den såkaldte "luksus-model" af en elkørestol, som bare er den rette for mig, og så derefter bliver den frataget igen, og skal derefter afprøve andre kørestole, fra 3 helt forskellige firmaer, pga. billigst bedst egnet?

Mit problem ligger således, at jeg har dobbeltsyn, og ufrivillige bevægelser i hænder og hoved, som gør at jeg er blevet bevilget en mere stabil elkørestol, så jeg kan komme lidt mere hjemmefra.

Ja, det lyder surt, at man skal afprøve forskellige el- kørestole, for at finde den billigst bedst egnede stol, især når det lyder som om en rigtig god stol er fundet. Men beklager sådan hænger det sammen. I henhold til Servicelovens § 112 har kommunen ret og pligt til at undersøge og finde det billigste bedst egnede produkt til dig. Det skal så holdes op mod, hvad stolen skal kunne i forhold til dine behov og muligheder. Jeg går ud fra, du har talt med din hjælpemiddelsagsbehandler om hvilke funktioner stolen skal kunne i forhold til din formåen, og det er det der sigtes efter.

Du kan også forhøre dig om muligheden for frit valg af individuelt tilpasset kørestol, efter Servicelovens § 112. Det er en aftale der indgås med kommunen, hvor du selv betaler differencen, mellem den pris kommunen betaler via deres indkøbs aftaler, og optil den pris du kan forhandle dig til hos forhandleren. Dvs du selv betaler en del af stolen, men stolen tilhører stadig Kommunen, det er vigtigt, at du forstår dette. For at kunne komme i betragtning til dette, skal der opfyldes nogle kriterier. I Hjælpemiddelbekendtgørelsen nummer 7 af 15. juli 2011 § 16 gennemgås disse, men det er kommunens endelig vurdering, om din søgte kørestol kan opfylde dem.

Jeg vil forslå dig, at du kontakter din hjælpemiddelsagsbehandler om muligheden for dette, hvis du synes det er noget du gerne vil.
 

Skrevet d. 19 juli 2015