Afhændelse af handicapbil ved dødsfald
d. 14 juli 2011

Jeg har et spørgsmål angående en indvalidebil. Bilen tilhørte min far, som døde for en måned siden, og jeg har lidt svært ved at finde ud af reglerne og lovene for denne bil.

Kan min søster og jeg arve bilen? Der en retsgæld på 33.463 kroner i den til kommunen. Jeg har snakket med skifteretten, som er ved at se på sagen. De mente vi godt vi kunne få den selvom han havde gæld til nogle kreditorer.

Hvis vi kan arve bilen, skal der så betales afgift af denne? Så hvidt jeg har forstået er bilen afgiftsfri.

Lige et sidste spørgsmål: Der var et handicapskilt i bilen, skal dette afleveres til kommunen eller staten?

Reglerne om indfrielse af restgæld i handicapbil ved dødsfald fremgår dels af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1043 af 1.9.2010 og vejledning nr. 7 af 15.2.2011 pkt. 236. Restsgælden skal indfries og det handler om både den afdragsfrie og afdragspligtige del. Der er derfor som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at I kan overtage jeres fars bil, blot I indfrier gælden til kommunen.

 

Jeg går ud fra, at det drejer sig om en personbil, og ikke en kassebil. Hvis det er en kassebil vil der være en afgift til SKAT, der skal betales. Fritagelse for betaling af afgift for brændstofforbrug bortfalder og afmeldelse til Centralregisteret sker fra kommunens side i forbindelse med meddelelse om ophævelse af klausulering.

 

Hvis bilens værdi ved salg ikke dækker restgælden og I ikke ønsker at overtage bilen, afskrives den udækkede del af lånet.

 

Parkeringskortet skal returneres til Handicapforeningernes Brugerservice, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre med bemærkning om, hvorfor skiltet returneres. Det vil være en god ide eventuelt at klippe kortet over, så det ikke kan misbruges, hvis det skulle falde i forkerte hænder.

Skrevet d. 14 juli 2011