Afhændelse af handicapbil
d. 22 august 2011

For ca. 2 år siden fik jeg bevilget en handicapbil, en nedstolet bus som jeg kan have min minicrosser med i.

Jeg boede på det tidspunkt i Næstved, og havde behov for den for at komme omkring. I mellemtiden er jeg flyttet til København, hvor det er meget nemmere at komme omkring med offentlige transportmidler, og jeg synes ikke længere, at jeg har så stort et behov for bilen.
Jeg har et rentefrit lån fra kommunen, som jeg pga. min indtægt selv betaler fuldt afdrag på. Med vedligeholdelse, parkering mv. synes jeg at bilen koster mig uforholdsmæssigt meget, i forhold til hvor meget jeg bruger den, og jeg overvejer at skille mig af med den.

Mit spørgsmål er, hvordan jeg skal gribe det an? Skal jeg starte med at kontakte Næstved kommune?
Jeg vil være tilfreds med at sælge den for den restgæld som jeg selv skylder i den, men hvordan skal jeg forholde mig til det ekstraudstyr - lift mv. - som kommunen har financieret?
Er det en ekstra komplikation, at jeg i mellemtiden er flyttet til en anden kommune?

Reglerne om indfrielse af lån fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 7 af 15.2.2011 pkt. 235:    

Ansøgeren ønsker at indfri lån  

Bilbekendtgørelsen
§ 17. En person, der ønsker at indfri et lån før 6-års periodens udløb, skal betale hele restgælden, herunder også en forholdsmæssig del af eventuelle afdragsfri lån. 
Stk. 2. Hvis en person, der har modtaget støtte til bil, dør, forfalder restgælden efter § 6, stk. 1 og 2, til betaling. Hvis bilens værdi ved salg ikke dækker gælden, afskrives den udækkede del af lånet. 
 

235 Hvis en støttemodtager ikke længere ønsker at beholde bilen, og dermed ønsker at indfri lån før 6-års periodens udløb, forfalder hele restgælden til betaling, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 1.

I disse situationer sender kommunalbestyrelsen pågældende en opgørelse over restgælden, inklusive restgælden på den del af eventuelt afdragsfrit lån, der ikke er nedskrevet.

Kommunalbestyrelsen bør samtidig forhøre sig om baggrunden for ønsket om at indfri lånet, idet ønsket kan være begrundet i en ændring af pågældendes økonomiske, familiemæssige eller helbredsmæssige forhold, som kan give kommunalbestyrelsen anledning til at vejlede pågældende om andre befordringsmuligheder, udskiftning af bil, henstand med afdrag eller lignende.

Situationen kan endvidere give anledning for kommunalbestyrelsen til at undersøge, om betingelserne for afgiftsfritagelse fortsat vil være til stede, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 2. Indfries restgælden, forholdes som beskrevet under foregående pkt.

Af hensyn til at bilens ejer kan have brug for registreringsattesten ved salg af bilen, bør sagsbehandlingen gennemføres hurtigst muligt.

Det bemærkes, at afgiftsfritagelse altid ophører ved bilens omregistrering til anden borger.

Jeg vil anbefale dig at forhøre dig hos en forhandler, hvilken pris du kan forvente for din brugte bil. Vær også opmærksom på, at købere, der ikke opfylder betingelserne for støtte til bil vil skulle betale registreringsafgift jf. lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. Forhandlerne kender til disse regler.

Særlig indretning er bevilget som tilskud.

Skrevet d. 22 august 2011