Ønske om graviditet
d. 3 januar 2010

Jeg er 29 år og har netop fået konstateret CIS. Det startede med at jeg (en uge efter at have fået influenza A vaccine) fik føleforstyrrelser i mit ene ben. Det bredte sig siden til hele benet. Jeg blev derefter udredt via neurologisk afdeling.

Jeg har fået foretaget en MR-scanning der viste inflammation i rygmarven, samt en lumbalpunktur, der også viste overvægt af antistoffer i kloner (?). Jeg har ikke på noget tidspunkt haft motoriske udfald og derfor finder lægerne jeg ikke har grund til behandling.

Jeg har nu en række spørgsmål, som jeg håber du kan hjælpe mig med at besvare:

1) Kan der være en sammenhæng mellem vaccinen og inflammationen?

2) Jeg havde, umiddelbart inden symptomerne startede, besluttet mig for at blive gravid. Hvordan forholder jeg mig til det nu?

Jeg er jordemoder og derfor ikke istand til at besvare den første del af dit spørgsmål. Jeg sender dig dog et link til vores hjemmeside, som jeg tror, at du kan bruge: http://www.scleroseforeningen.dk/da/Service/Pjecer%20og%20Magasin/MagaSinet-nr-4-november/Ny-influenzavaccine-kan-goere-baade-skade-og-gavn.aspx.

Med hensyn til dine graviditetsønsker, har jeg en kommentar.

Når man som scleroseramt bliver gravid, dæmpes immunforsvaret af graviditeten, og man kan forvente mere og mere nedsat risiko for attaks efterhånden som graviditeten skrider frem. Efter man har født genaktiveres immunsystemet og bliver mere aggressivt de første 3-6 måneder efter fødslen, hvorfor man kan i denne periode forvente øget sygdomsaktivitet hos nogle patienter.

Det er et lidt uheldigt tidspunkt at få attaks - de første 3-6 måneder kan være ret hårde, når man har fået et lille nyt barn. Der vil være en del søvnløshed indtil barnet lærer at sove igennem, og det skal også have mælk om natten i denne periode. Derudover kræver det også en del energi, at finde sig tilrette i sin nye rolle som mor - hvad stiller man op med alle de voldsomme følelser af kærlighed, angst for at der skal ske barnet noget, vrede når man bliver vækket for 13. gang den nat osv.?

Undersøgelser har vist, at dem der får den værste sygdomsaktivitet efter fødslen, er dem der har haft øget sygdomsaktivitet lige inden graviditeten eller under graviditeten. Jeg er som sagt ikke læge, så jeg er ikke klar over om det du beskriver, kan regnes som øget sygdomsaktivitet af sclerosen eller ej? Men med inflammation i rygmarven og føleforstyrrelser, kan det vel ikke udelukkes 100%?

Så mit råd til dig er, at vente indtil der er ro i din krop. Vent til du har det fysisk godt - så sparer du måske dig selv for en svær start på graviditeten (en tid, der jo burde være fyldt med glæde), en hård graviditet med sygdomsaktivitet og især sparer du måske dig selv for en hård tid med attaks, i starten med dit nyfødte barn.

Held og lykke med det hele. Husk at starte på folinsyre lige så snart du prøver at blive gravid.

Skrevet d. 3 januar 2010