Ømme muskler
d. 13 juni 2010

Jeg har nu døjet med ømme muskler/uro i musklerne i flere måneder og det er et tiltagende problem. Musklerne er ikke ømme hele tiden; når jeg træner og musklerne er varme, går det fint, men nogle timer efter træning bliver musklerne ømme.

Jeg har prøvet noget medicin mod spasticitet, men der var uden effekt. Jeg har desuden prøvet smertestillende, også uden effekt.

Symptomerne generer mig mindst når jeg bevæger mig, men det kan jeg desværre ikke gøre hele tiden.

Jeg træner ca. hver anden dag, rider, svømmer eller laver let havearbejde. Jeg har normal gang, uden halten. Jeg træner moderat for ikke at blive for udtrættet i musklerne og udspænder - det fungerer udmærket på den måde.

Kan ømheden skyldes en form for spasticitet, i så fald, hvad kan jeg så gøre ved det? Eller kan det være medicinen Rebif 44 der har denne effekt?

Når du er i gang, bevæger dig og er varm har du ingen ømhed, men det kommer når du er i ro. Det kunne godt tyde på at dine muskler ”stivner” og så opleves det som ømhed. Du har så, hvilket i øvrigt er meget relevant, prøvet spasticitetsdæmpende og smertedæmpende medicin, uden effekt. Det tyder på, at det ikke er spasticitet, der giver dig smerterne.

Jeg vil foreslå dig, at du får set nærmere på din træning, det vil sige i forhold til intensiteten og varigheden. Du beskriver, at du træner moderat for ikke at blive udtrættet. Dette er fornuftigt, men måske skal du træne med endnu mindre belastning og i længere tid for at skabe en god blodgennemstrømning uden udtrætning. Samtidig tror jeg du bør fokusere på udspænding af muskler og nerver 2 gange dagligt, for at bevare god bevægelighed.

Forsøg derfor eventuelt følgende for benene:

Læg dig på ryggen og hav et bælte/et håndklæde/et reb indenfor rækkevidde. Placer bæltet omkring højre fods fodsål. Stræk benet mod loftet og hold knæet så strakt som muligt. Vip nu foden op og ned ca. 15 gange, hvorefter du tager en dyb indånding, og på udåndingen trækker du (med strakt knæ) benet endnu mere imod dig selv. Hold stillingen i ca. 20 sekunder og skift ben.

Hvis dette har effekt, tyder det på en neurogen smerte, som du eventuelt kan mindske via udspænding og/via medicin.

Jeg synes dog at du skal blive grundigt undersøgt af en fysioterapeut, der kan vurdere hvilke muskler der er ømme, om de er forkortede eller om nerverne, der forsyner disse muskler, er forkortede. Ud fra dette kan der fastlægges et progran, som passer til lige netop dig og de steder, hvor du har symptomer.

Du spørger om det kan være Rebif 44, der giver dig symptomerne. Det kan jeg desværre ikke svare på. Her skal du tale med din scleroselæge.

Skrevet d. 13 juni 2010