Økonomi ved genbevilling
d. 4 december 2010

Jeg har d. 4 november 2010 fået godkendt en genbevilling af lån til køb af handicapbil. Udregning af lån betyder at jeg skal have 42.000 kroner op ad egen lomme, trods salg af bil på 35.000 kroner (jeg har selv betalt ca. 40.000 kroner i merpris for bilen da jeg købte den).

Jeg har denne gang købt en bil, der er 20.000 dyrere end bevilget, hvilket jeg er klar over, at jeg selv skal betale.

Ansøgningstidspunktet var d. 11. februar 2010, altså lang tid inden de nye regler trådte i kraft pr. 1. oktober. En sagsbehandler, der havde et vikariat og nu er stoppet, fortalte mig at genbevilling af lån blev nedprioriteret. Det betyder så at sagsbehandlingen er trukket ud nøjagtig længe nok til at jeg kommer ind under de nye regler.

Det er jeg selvfølgelig ked af, da det betyder at jeg skal betale 42.000 her og nu. Jeg har regnet ud at det, i forhold til de gamle regler, betyder en merudgift på 7.800 kroner over 6 år. Jeg skal samtidigt betale 42.000 kroner her og nu.

Hvordan er loven for sagsbehandlingstider for genbevilling af lån? Og hvordan får jeg ændret beregningen af lånet?

Ændringerne vedr. handicapbil trådte i kraft 1.10.2010:

§ 24. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder anvendelse på ansøgninger om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 indgivet fra og med den 1. oktober 2010. Stk. 2. Sager efter de hidtil gældende regler, hvori der den 30. september 2010 ikke er truffet afgørelse, færdigbehandles af kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse efter de nye regler.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1043 af 1/9 2010.

Din sag er således behandlet efter de nye regler.

Du skriver ikke noget om din bevilling drejer sig om almindeligt lån eller udvidet lån, men jeg antager, at det er almindeligt lån. Nettoprovenuet fra tidligere handicapbil skal bruges til afdrag på den nye bil, men har du foretaget et merkøb i den bil, hvor der tidligere er bevilget støtte skal du have en forholdsmæssig andel af provenuet fra den tidligere bil. Ud fra dit spørgsmål kan jeg ikke lige gennemskue beregningen, men din kommune skal kunne redegøre for beregningen.

I vejledning om ændring af vejledning om hjælpemidler, biler mv. nr. 95 af 12.11.2010 er nogle beregningseksempler. Vejledningen kan hentes her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=134311.

Sagsbehandlingstider ved genbevilling fastsættes af den enkelte kommune og skulle gerne fremgå af deres hjemmeside. Hvis det ikke er tilfældet, vil kommunen skulle oplyse dig om det ved henvendelse.

Skrevet d. 4 december 2010