Økonomi
d. 22 november 2009

Jeg er en pige på 23 år der fik diagnosen sclerose for ca. 6 måneder siden. Jeg har nu taget Rebif i ca. 3 måneder og er desværre en af dem der får slemme bivirkninger hver gang jeg har stukket mig.

Grunden til jeg skriver, er at jeg lige indtil den 1. september havde et fritidsjob ved siden af mine studier, hvilket jeg desværre blev nødt til at opsige, da studierne kræver rigtig meget af mig. Jeg er enormt træt hele tiden, har uro i kroppen og oplever svimmelhed samt influenzalignende bivirkninger fra medicinen.

Jeg står nu i den situation, at det eneste jeg kan få af hjælp er en revalideringsydelse, altså hjælp til betaling af skolebøger, transportgodtgørelse osv.

Da mit studie, som det er nu, ikke koster noget, hjælper denne ydelse mig jo ikke. Jeg taber jo blot en masse peneg ved at være nødsaget til at sige mit job op. Jeg fik afslag på at få fuld revalidering, grundet min alder og handicap-tillæg kan jeg ikke få da det ikke er en videregående uddannelse jeg er i gang med at tage.

Er der virkelig ikke andet jeg er berettiget til at få af hjælp? SU alene er ikke mange penge at skulle leve for.

Stod det til mig, ville jeg med glæde arbejde ved siden af, men da min sygdom bremser mig i dette, kan jeg ikke forstå der ikke er andet hjælp at hente.

Hvad vil du råde mig til at gøre?

Umiddelbart kunne det godt lyde som om du er landet "mellem flere stole". Jeg forstår det sådan, at du er udeboende og har fravalgt studielån. Du er ikke omfattet af personkredsen for handicaptillæg til din SU.

Du skriver, at din kommune har tilbudt særlig støtte under revalidering (aktivloven § 63), men ikke økonomisk hjælp i form af revalideringsydelse. Jeg går ud fra, at du har modtaget afgørelserne skriftligt, er orienteret om klagemulighederne  og er bekendt med sagsakterne i din sag.

Jeg vil råde dig til, dels at drøfte din nuværende situation med dit uddannelsessted med henblik på rådgivning og vejledning omkring dit videre forløb, herunder om studiet kan gennemføres på normeret tid. Herudover vil jeg anbefale dig igen at tage kontakt til din kommune for fornyet drøftelse af dine muligheder for revalidering samt konkret vejledning om eventuelle støttemuligheder efter serviceloven. Kommunen bør vejlede dig omkring den fremtidige situation og sammen med dig forsøge at lægge en plan.

Alt afhængig af kommunens afgørelse skal du være opmærksom på dine klagemuligheder.

På Scleroseforeningens hjemmeside under "Livet med sclerose" finder du forskellige relevante informationer om sociale emner.

Du har også mulighed for at søge yderligere vejledning hos Scleroseforeningens socialrådgiver i det område, hvor du bor. Navn og træffetid finder du på Scleroseforeningens hjemmeside, se http://givglæde.dk/da/Om-scleroseforeningen/Personer.aspx?afdeling=Socialraadgivere

Skrevet d. 22 november 2009