Ændringer
d. 24 august 2010

Vi har en verserende sag med kommunen, vedrørende ombygning af et eksistrende lille badeværelse. En ombygning som går på at det eksisterende badekar skal fjernes og gulvet skal op i nivau med gangen.

Kommunen vil imidlertid ikke høre på vores ønsker om placering af toilet og bruser, efter at vi har sagt nej til en tilbygning på 42 m2.

Min mand har halvdags-arbejde og er ikke permanent kørestolsbruger. Vi har ingen hjælper til noget.

Vi har fået en frist til den 6/9/2010, og hvis vi ikke skriver under kan vi rejse og ryge. Sagsbehandler er meget ubehøvlet og siger, at så får vi ingen hjælp og hvis min mand får brug for brug for hjælp om nogen år, så kan han komme på et plejehjem/ældrebolig.

Min mand er i dag 52 år og vi har en søn som lige er blevet 15 år.

Har vi ingen ret til at få indflydelse på vores eget hjem? Jeg er grædefærdig og står helt magtesløs.

Jeg kan forstå, at dialogen med kommunen ikke er særlig god.

Reglerne om boligændringer fremgår af lov om social service § 116. Her fremgår, at "Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende".

Normal sagsbehandling vil være en analyse af boligen, hvor der lægges vægt på ansøgerens ønske om at klare sig selvstændigt i egen bolig og ønsker til boligen, som kan kompensere for funktionsnedsættelsen. Løsningen skal tage højde for fremtidige ændringer i personens liv, herunder pladsforhold (arbejdsmiljøregler) ved behov for fremmed hjælp. Boligændring omfatter nødvendig hjælp.

Jeg forstår, at jeres kommune gerne vil ændre badeværelset fremtidssikret, men at I har fravalgt tilbud om tilbygning, som jeg opfatter kunne indeholde et handicapegnet badeværelse. Jeg tænker så også, at I har et ønske om placering af toilet i eksisterende badeværelse, som måske ikke helt opfylder krav om fremtidssikring?

Kommunen vil ikke indgå aftale om ændringer, som på sigt ikke er hensigtsmæssige og det er måske her, at konflikten opstår. Det betyder dog ikke, at en kommunal sagsbehandler skal være uhøflig, men sagsbehandlerens opgave er at komme med de forklaringer og opmålinger, som ligger til grund for vurderingen.

Jeg vil anbefale, at I får en konstruktiv dialog og afgørelse med relevante begrundelser og henvisning til retsregler. Gør også brug af ret til aktindsigt og bisidder. Det plejer at medvirke til en ordentlig dialog.

Jeg kan godt se, at tiden er knap, men så meget desto mere, synes jeg at det vigtigt med en løsning, der sikrer eventuelle fremtidige behov.

Skrevet d. 24 august 2010