Ændringer 2
d. 3 marts 2011

Jeg har for ganske kort tid siden fået stillet diagnosen, hvilket har ændret ALT.

Mig og min kone bor i et lille hus som i gennem tiden er bygget til os, med et soveværelse på 1.sal som det eneste værelse i huset. Nu ligger landet bare sådan at jeg ikke længere har kræfter til at gå op i soveværlset.

Mit spørgsmål er nu: Kan jeg søge kommunen om hjælp til at lave nyt/andet soveværelse i en tilstødende bygning?

Du skriver ikke noget om du i øvrigt har kontakt til kommunen - jeg tænker her omkring job, hjælpemidler, merudgifter m.m. Kommunen har pligt til at vejlede dig om dine muligheder også selvom du henvender dig om andre forhold. Måske kan du hente yderligere vejledning ved at kigge på Scleroseforeningens hjemmeside på Faktasiderne om sociale emner.

Vedrørende boligændringer fremgår reglerne af lov om social service § 116:

§ 116. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Stk. 2. En person, der er tilkendt hjælp efter stk. 1, kan, hvis den pågældende ønsker at benytte en anden håndværker end den, som kommunalbestyrelsen har valgt, vælge selv at lade boligindretningen udføre og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have fået udført boligindretningen for hos den håndværker, som kommunen har valgt. På samme måde kan ansøgeren vælge andre materialer end dem, som kommunalbestyrelsen har anvist.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om adgangen efter stk. 2 til at vælge håndværker og materialer i forbindelse med tilkendelse af hjælp til boligindretning, herunder om krav til håndværker samt om muligheden for at indgå aftale om tilbagelevering efter endt brug og aftale om reetablering og betingelserne herfor.

Stk. 4. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunalbestyrelsen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov.

Stk. 5. Personer, der modtager social pension, kan ikke få hjælp efter stk. 4, medmindre det drejer sig om personer, der har en hjælpeordning efter § 96.Stk. 6. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter stk. 1, 2 og 4 skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.

Bekendtgørelser

Afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og skift af bolig (Socialmin. bek. nr. 1077 af 14/9 2010). Adgangen til frit valg af boligindretning efter lov om social service (Socialmin. bek. nr. 1076 af 14/9 2010).

Vejledninger

Hjælpemidler, biler, boligindretning mv. - Afsnit IV. Støtte til boligindretning og boligskift (Socialmin. vejl. nr. 97 af 5/12 2006, senest ændret ved vejl. nr. 95 af 12/11 2010).

Lovændringer

1/10 2010 ved lov nr. 407 af 21/4 2010 (Frit valg af hjælpemidler og boligindretning).

Som du kan se er der lovgivningsmæssig mulighed for at yde støtte. Det vil selvfølgelig afhænge af de konkrete forhold, men afgørende er, at du tager kontakt til din kommune med henblik på en gennemgang af jeres bolig og drøftelse af de muligheder der måtte være.

Skrevet d. 3 marts 2011