Ændring af træning
d. 22 november 2009

Det er begyndt at gå væsentligt ned ad bakke for mig, og jeg går efterhånden kun lidt med krykke og rollator, så mit spørgsmål går på prioritering af træning, da jeg også arbejder med IT 22 timer om ugen (hvilket jeg gerne ville kunne blive ved med). Jeg er 33 år.

Som det er nu, har jeg delt ugen op på følgende måde:

Mandag cykler jeg på motionscykel 5-10 min. efter arbejde. Tirsdag står den på balancetræning i 30 min. (med trampolin, stor bold og få gulvøvelser) efter arbejde. Onsdag er der træning hos fysioterapeuten med maskiner, der har så stor vægtbelastning som jeg kan klare (40 kg) - her træner jeg på 3 benmaskiner og 2 armmaskiner (har fri fra arbejde onsdag). Torsdag står den så på balancetræning igen. Fredag er der dømt kredsløb igen. Lørdag/søndag ofte afslapning og social aktivitet.

Onsdag er en dag som gør ondt, og som betyder at jeg ikke er meget værd resten af dagen. Så umiddelbart tænker jeg, at det da må være dårligt. Men efter en snak med min fysioterapeut, er jeg noget forvirret; han mener nemlig at jeg skal skære ned på balance og kommer hen til ham og træne med maskiner mindst to gange om ugen, og så måske inddrage noget af weekenden til træning af balance.

I Haslev benytter de overhovedet ikke maskiner i træningen, men benytter gang- og balancetræning mere - og det virker. Så hvad skal jeg gøre? At kvitte jobbet er ikke noget jeg er interesseret i, da det giver meget livslyst og selvværd (men dette ville jeg nok være nødsaget, til hvis jeg skal træne så meget på maskiner).

Så mit spørgsmål til dig lyder altså: Bør jeg optrappe maskintræning, og få mere muskelmasse? Droppe maskinerne og lave gangtræning onsdag i stedet? Eller måske ridefysioterapi?

Jeg prøver at bedre lidt på alle fronter; altså balance, kredsløb og styrke - men måske der skal et andet fokus til?

Først og fremmest et stort kompliment til dig for det program, du har sat sammen. Det er varieret og har en fin balance imellem træningsformerne. Samtidig prioriterer du også dit arbejde, samt tid til afslapning og sociale aktiviteter i weekenden. Så det virker som om, at du har balance i dit liv.

I forhold til de forskellige råd du har fået, ligger jeg mest i tråd med Haslevs træningsformer.

Jeg mener, at det virker som om den styrketræning du laver hos fysioterapeuten er for hård. Jeg vil foreslå dig at lave det samme antal repetitioner, som du gør på nuværende tidspunkt, men at skære belastningen/vægten ned til 75%. Ved at nedsætte belastningen bør du restituere hurtigere og ikke være helt færdig resten af dagen. På denne måde kan du prioritere muskeltræningen - men du bør ikke være så udtrættet. Hvis du så har nogle kræfter tilbage kan du eventuelt træne lidt gangtræning denne dag også.

Hvis det ikke gør nogen forskel at skære belastningen ned til 75 %, så drop styrketræningen i en periode og lav gangtræning denne dag. Det vil gøre dig i stand til at vurdere, hvad der passer bedst til dig.

Med hensyn til ridning, så er det en super træningsform, der kombinerer balance, udholdenhed og styrke. Jeg vil ikke mene, det er relevant lige nu, da jeg syntes du har meget på programmet, og ridetræningen ofte involverer lang transport, og der udover er der jo selve ridningen - det bliver dermed meget tidskrævende.

Efter min mening, har du bedre af at træne din gangfunktion, da du er afhængig af den hver dag. Ridning er jo en siddende træningsform og træner kroppen på en anden måde.

Held og lykke med det.

Skrevet d. 22 november 2009