Ændring af forældremyndighed
d. 19 juli 2013

Hvordan sikre jeg mig, at min familie kan få lov til at tag over med min søn, hvis min MS bliver så grald - inden han bliver 18 år - at jeg ikke selv har mulighed for at tag hånd om ham.

Det skal siges, at min søn har diagnosen Asperger, og ikke kan tåle at skulle Statens tummerum igennem.

Såfremt din sygdom måtte gøre, at du afgår ved døden inden din søn er fyldt 18 år, vil det være således at Statsforvaltningen skal træffe afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden over ham. Jeg er ikke klar over, om der er en far i billedet, men normalt vil det være sådan, at Statsforvaltningen vil undersøge, om der er en far der vil kunne varetage rollen. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil de se på den øvrige familie, herunder særligt dine eventuelle søskende.

Statsforvaltningen vil altid se på, hvad der vil være bedst for barnet. Dvs. de kan godt komme frem til den konklusion, at det vil være bedst for barnet, at det er en søster eller bror til afdøde der skal have forældremyndigheden, uanset at barnets biologiske far fortsat lever.
Du kan med et børnetestamente være med til at bestemme, hvem der skal have forældremyndigheden over din søn, såfremt du måtte afgå ved døden, inden han er fyldt 18 år. Statsforvaltningen er dog ikke bundet af dine ønsker ifølge testamentet, men de vil naturligvis tillægge dine ønsker afgørende vægt ved deres afgørelse.

Såfremt du i levende live vurderer, at du ikke længere kan varetage din søns behov som forældremyndighedsindehaver, kan forældremyndigheden overføres til en anden. Denne anden behøver ikke at være barnets far, men kan være en person fra din familie eller nær ven. Du skal dog være klar over, at barnets far kan protestere over, at det er en anden der får forældremyndigheden, og han kan gøre krav på at få forældremyndigheden i den forbindelse. Det vil i sidste ende være retten, der skal tage stilling til, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis I som forældre ikke er enige. Hvis der er enighed om hvem der skal have forældremyndigheden over barnet skal denne aftale anmeldes til Statsforvaltningen, som herefter vil tage stilling til, om aftalen er til gavn for barnet. Hvis det er tilfældet vil de godkende aftalen.

Skrevet d. 19 juli 2013