Ændring af bolig
d. 29 januar 2013

I forbindelse med kommunalt finansieret boligændringer, hvor der skal opføres 21 m2 vindfang med handicapvenlig hoveddør og tilkørsel med handicapbus, vindfang giver ligeledes mulighed for at lave ligeløbs trappe med lift til 1. sal, hvor der er lavet nyt handicap venligt badeværelse samt stort soveværelse for egen regning.

Mit spørgsmål er som følger. Byggeriet er under §116, og kommunen har valgt arkitekt, fra starten ytrede vi ønske om at byggeriet også kunne rumme garderobe, og at det blev symmetrisk i forhold til bestående bygning, vi har derfor indvilget i en egen betaling af 0,9 x 3,6 = 3,24 m2, et tillæg der er medregnet i tegningerne, således at licitation havde kommunens pris og tilægspris, i følge §116 har bygherre ret til at vælge en anden end den billigste dette fremgår af udbudsmaterialet, dvs. kommunen vil kun betale den billigste tilbud af deres del, fair nok.

1 af de 3 entreprenører har nu tilbudt os en fordelagtig pris på vores del og har accepteret kommunes laveste pris. Nu hvor vi ønsker at bruge vor ret til valg af anden entreprenør, reagerer arkitektfirmaet med at de ikke kan gå ind i det videre forløb med byggemøder og tilsyn, idet de mener licitationsreglerne er brudt, de giver ligeledes udtryk for at være kommunens arkitekt (ikke vores?). De mener vi selv skal føre tilsynet eller hyre en byggesagkyndig, (muligvis for egen regning) i en delt licitation har vi vel også ret til at opnå bedste pris, uden at det medfører øgede udgifter eller ansvar, jeg har ligeledes svært ved at se kommunens interesser i anden tilsyn. Hverken kommunen eller arkitekt har før haft en sag, hvor borger har brugt denne ret. Vi har gennem hele sagen stået som bygherre, hvordan står vi? Og hvad var sigtet med lovgivningen, da man vedtog denne ret i forbindelse med §116?. Selvom arkitekt er hyret og betalt af kommunen, bør han vel også repræsenterer os?
 

Jfr. nedenstående kan jeg udlede følgende:
At kommunen har valgt arkitekt og har betalt denne for udarbejdelse af licitationsmaterialet.
At du/I har ønsket en udvidelse på 3,24 m2, som I skal betale den valgte entreprenør for - som tillægspris.
At kommunen har afholdt arkitektens udgifter til denne tillægsydelse.
At arkitekten på vegne af kommunen har afholdt en indbudt licitation med 3 kendte entreprenører.
At kommunen har valgt det billigste entreprenørtilbud - dette er korrekt og i forhold til almindelig praksis ved indbudt licitation.
At I har forhandlet med en af de bydende - en af de to, som ikke var billigst.
Dette er ikke hensigtsmæssigt og betragtes normalt som unfair behandling af den vindende entreprenør. I bruger hans pris til at opnå en fordelagtig pris for jer.

Jeg håber, at jeg har forstået beskrivelsen af hændelsesforløbet og vil anbefale følgende:
At I lytter til kommunens arkitekt og accepterer, at han ikke er jeres arkitekt.
En kvalificeret og erfaren arkitekt kan normalt håndtere ovennævnte situation til såvel kommunens som jeres tilfredshed.
At I lader arkitekten føre det samlede tilsyn på opgaven - kommunens del og jeres del. Det er min erfaring, at kommunen betaler det samlede tilsyn i lignende situationer.
At I får tilsendt arkitektens byggemødereferater - evt. deltager i byggemøderne efter forudgående indgået aftalt med arkitekten/byggeledelsen.
At I får mulighed for at se og evt. kommentere/godkende arkitektens byggemødereferater.
At I laver en aftale med arkitekten vedrørende fakturering og betaling af jeres del af opgaven til entreprenøren. F. eks. Ved en selvstændig entreprisekontrakt imellem jer og entreprenøren jfr. AB ´92.
At I sikrer, at der vil blive afholdt Afleveringsforretning, 1 - års og 5 - års gennemgang jfr. AB 92.

Slutteligt - held og lykke med jeres projekt. I bor tilsyneladende i en kommune, som tager §116 alvorligt. En lov, som er rigtig god med hensyn til hensigten, men svær at forstå for ikke bygningskyndige.

Skrevet d. 29 januar 2013