Ændret personlighed og væremåde
d. 22 november 2009

Jeg er 29 år, og har en mor på 58 år. Min mor fik konstateret sclerose, i mild grad, i 1998. Hun har egentlig aldrig været mærket af sclerosen, andet end træthed.

I 2003 fik min mor så konstateret Lopus (bindevævssygdom), og lige siden er det gået ned af bakke med hende, rent psykisk: Hun er meget fraværende, virker rastløs, forvirret og lignende. Nu er det min far, som bor sammen med hende, så jeg får det meste at vide gennem ham, selv om jeg også selv oplever hende af og til.

Derhjemme står hun op kl. 5:00 om morgenen, og går i seng kl 17:00 om eftermiddagen. Hun hviler sig i løbet af dagen, men ligger kun max. ½ min ad gangen - hun står derefter op, for så at lægge sig igen.

I hverdagen skal min far bede hende om at vaske sig og lignende. Hun går som sagt i seng inden aftensmaden, hvor hun dog i løbet af eftermiddagen har spist mad to gange (det er som om hun ikke ved, at hun lige har spist).

Jeg tror hun er ved at være begyndende dement. Lægerne siger godt nok at hendes sygdom har sat sig på frontalelapperne i hjernen. Mit spørgsmål er: Kan det passe, at det er sclerosen som er skyld i denne væremåde?

Det er desværre sådan, at nogle personer med multipel sklerose (MS) ændrer personlighed og væremåde - i mere eller mindre udtalt grad. Og ja, nogle personer med MS bliver demente.

Det lyder til, at din mor har ændret sig meget. Personer med MS, der har ændret personlighed og væremåde, har som oftest også betydelige kognitive problemer, som for eksempel koncentrations- og hukommelsesbesvær, besvær med at overskue og planlægge, bliver let forvirret, vanskeligheder med at finde rundt m.m.

Ændringer af væremåde kan for eksempel være nogle af de symptomer, som du beskriver: Initiativsvækkelse (går ikke selv igang), rastløshed, desorientering, dårlig sygdomserkendelse, afblegede følelser.

Det er korrekt, at hjernens frontallapper (pandelapper) styrer meget af vores adfærd, og ved skader i selve frontallapperne, eller i nerveforbindelserne til og fra frontallapperne, som det nogle gange ses ved MS, kan nogle af de ovenfor nævnte symptomer opstå. Symptomernes omfang afhænger af skleroseskadernes omfang.

Scleroseforeningen har udgivet 2 pjecer, som jeg tror, du kan have udbytte af at læse: "Kognitive funktioner og MS" og "Personlighed, væremåde og MS". Begge pjecer kan rekvireres gratis fra Scleroseforeningen. Når du læser pjecerne, tror jeg, at du vil nikke genkendede til nogle af din mors symptomer.

Skrevet d. 22 november 2009