På dette års DAREMUS – to dages forskningstræf for danske scleroselæger, hvor der bliver delt og diskuteret ny viden om sclerose – uddeles også MS Forsknings-talentpriserne, som er sponsoreret af Scleroseforeningen. 

Malene Kappen Krüger, der er næstformand i Scleroseforeningen, uddelte priserne under en middag fredag. De gik til: 

Tobias Gæmelke, der er ph.d. ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, vinder førsteprisen på 50.000 kroner ved uddelingen af MS Forskningstalent-priserne 2024. Gæmelke har undersøgt effekten af powertræning hos ældre personer med sclerose, og han finder, at powertræning er en sikker og effektiv måde at opbygge muskelmasse og forbedre den fysiske funktion for ældre med MS.

Powertræning er en specifik træningsform baseret på styrketræning med høj belastning og hurtige bevægelser, som allerede har vist sin gavnlige effekt hos yngre.

Studiet undersøgte også, om powertræning havde effekt på deltagernes kognitive funktion, men det kunne ikke påvises.  

Andenprisen på 25.000 kroner går til Frederik Elberling, der er ph.d. og seniorforsker ved Det Danske Scleroseregister. Elberling har i sit studie undersøgt, hvad der sker, når man trapper behandlingsintensiteten ned. 

Det er især blevet relevant, efter at man i de senere år har ændret tilgang til sclerosebehandling, så man hos langt flere patienter starter direkte behandling med kraftig virkning. De kraftige behandlinger giver den bedste effekt tidligt i sygdommen, men over tid kan de begynde at give bivirkninger, der gør det nødvendigt at skifte behandling.  

Frederik Elberling viser i sit studie, at det særligt blandt ældre sclerosepatienter med stabil sygdom kan være både sikkert og gavnligt at nedtrappe behandlingsintensiteten. 

Frederik Elberling fik overrakt andenprisen til Forskningstalentprisen ved DAREMUS.

Sclerose opstår meget ofte tidligt i livet, men forbedringer af behandlingen betyder, at flere lever længere med sygdommen. Samtidig får flere også en MS-diagnose senere i livet, og derfor vokser gruppen af ældre med sclerose, så hver tredje MS-patient i dag er over 60 år. 

MS Forskningstalent-priserne uddeles ved de danske scleroselægers årlige forskningsmøde DAREMUS. Prisen er sponsoreret af Scleroseforeningen, mens projekterne udvælges og vurderes af det videnskabelige selskabs bestyrelse. 

Formand for Daremus overlæge Melinda Magyari understregede ved prisuddelingen, at de deltagende studier alle var af høj kvalitet og relevans, og at det var et tæt løb.

De øvrige deltagere var:

Sahla El Mahdaoui, Dansk Multipel Sclerose Center, har i sit studie vist, hvordan forskellige typer immunceller kaldet T-hjælperceller interagerer hos personer med sclerose, og hvordan disse celler påvirkes ved behandling med en af de mest anvendte højeffektive behandlinger, anti CD20 antistofbehandling.

Moschoula Passali, Dansk Multipel Sclerose Center, finder i sit studie, at man kan forbedre udredningen af sclerose hos patienter med synsnerveforstyrrelser ved brug af blodbiomarkøren neurofilament light chain.

Mie Wæde, Neuroligisk Afdeling, Odense Universitetshospital, finder i sit studie, at anti CD20 antistofbehandling forandrer specifikke immunceller fra en skadelig til en mere godartet form, og at behandlingen derfor både har en direkte og en indirekte effekt.

Støt forskning i sclerose, og hjælp os med at knække koden til sygdommen