Gå til hovedindhold

Sådan søger du puljer

Foreningen kan efter hovedbestyrelsens beslutning yde tilskud til lokalafdelingen og lokalafdelingen  kan uafhængigt af eventuelle tilskud – søge en aktivitetspulje, der administreres efter regler, der fastsættes af Foreningens netværksudvalg. Det forventes, at lokalafdelingen søger de lokale offentlige midler, der er til rådighed. Foreningen udvikler løbende koncepter til events mv., som gøres tilgængelige for lokalafdelingerne,  der bør benytte sig deraf, ligesom lokalafdelingerne bør arrangere koncerter og rap om kap mv.,  alt med henblik på indtjening.

Overskud fra eksterne arrangementer, dvs. arrangementer, som andre end Foreningens medlemmer  kan deltage i, deles ligeligt mellem lokalafdelingen og Foreningen. Derved medvirker lokalafdelingerne  samtidig til at finansiere såvel de lokale som Foreningens aktiviteter.

Foreningen dækker – efter forudgående aftale med Info –og PRudvalget og efter retningslinier,  der fastsættes af hovedbestyrelsen, underskud, der måtte blive resultatet af et arrangement,  som en lokalafdeling har afviklet med henblik på indtjening. Lokalafdelingen må ikke oprette eller indbetale til fonde eller kapitalopsamlende konti.

Ansøgninger og gaver

Her kan du finde forslag til, hvordan I skaffer økonomi til lokalafdelingens arrangementer.

Fonde

Ansøgninger til fonde og legater om økonomisk støtte til foreningens arbejde varetages af marketingafdelingen i landsforeningens sekretariat. Lokalafdelinger må derfor som hovedregel ikke søge fonde og legater. Årsagen er, at en ansøgning fra en lokalafdeling, som fonden bevilger f.eks. 3.000 kr. under uheldige omstændigheder kan komme til at blokere for en bevilling fra den
samme fond på f.eks. 100.000 kr. til et forskningsprojekt, som landsforeningen søger om støtte til! Den eneste undtagelse fra denne regel er, at lokalafdelinger gerne må ansøge lokale fonde, som kun yder mindre beløb (typisk 500 – 5.000 kr.) til lokale formål. Kontakt Businessafdelingen hvis der er tvivl!

Hvis I planlægger at søge en lokal fond, så læs denne vejledning fra Businessafdelingen

Hent vejledning til lokal fondssøgning

Gaver fra virksomheder

Lignende retningslinier som beskrevet for fonde gælder for virksomheder. Lokalafdelinger må gerne søge mindre lokale virksomheder, butikker, håndværkere og lignende om  beløb til helt lokale formål. Kontakt businessafdelingen inden der tages kontakt til større virksomheder end disse.

Indsamlinger

Lokalafdelinger må ikke foretage offentlige indsamlinger. Det betyder, at der alene må samles ind blandt afdelingens medlemmer. Afdelingerne må dog meget gerne arrangere events, koncerter eller andet, der kan skaffe nye medlemmer og indtægter. Normalt deles sådanne indtægter ligeligt mellem arrangøren og landsforeningen. Hvis du i øvrigt er i tvivl, kan og bør du kontakte cja@scleroseforeningen.dk .

§ 18

Staten har lagt et større beløb ud til kommunerne til “Udvikling af det frivillige sociale arbejde”. Desværre er der ikke ensrettede regler for, hvordan man søger den enkelte kommune - og til hvad. Derfor er det nødvendigt at kontakte hver enkelt kommune og spørge dem om eventuelle ansøgningsfrister, ansøgningsskemaer, til hvilke aktiviteter man kan søge m.v.

Vær opmærksom på, at alle kommuner har disse midler og at de ikke må bruge dem til andet end formålet. Eventuelle ikke brugte midler skal tilbagebetales til staten/modregnes næste års tilskud. Nogle kommuner bruger en del af midlerne til “Frivilligcentre”, hvilket er helt OK.