Gå til hovedindhold

Sådan kan I få flere frivillige i lokalområdet

Kort fortalt

Som frivilligansvarlig skal du skabe overblik over, hvor mange frivillige I har i lokalafdelingen og hvor mange nye, der er behov for at skaffe.

Sportscamp

Frivillige er alle dem, der får hjulene til at dreje rundt i hele landet. Derfor skal alle bestyrelser have en ansvarlig,  som har særligt fokus på at hverve nye frivillige og pleje de nuværende. 

Gør brug af Frivilliglisten

Frivilliglisten er en database over frivillige, som tidligere har hjulpet i din lokalafdeling. Listen er dermed et rigtigt godt udgangspunkt for at skaffe frivillige til de lokale arrangementer. Hvis du sidder i bestyrelsen i din lokalafdeling, har du selv adgang til listen via dit log-in til hjemmesiden

Det personlige netværk kan hjælpe

Prøv engang at overveje, hvem I samarbejder med lokalt. Udover Sct. Georgs gilderne, Lions Club og andre oplagte bud, så findes der i dit eget personlige netværk ofte meget betydningsfulde kræfter, som kan hjælpe dig/jer på vej. Prøv at lave en liste over familien, der bor i nærheden, naboer, venner, arbejdskollegaer, vennerne fra sportsklubben eller andre, som du tror, vil kunne hjælpe med opgaven. Når I samler jeres netværk, så vil I måske blive overraskede over, hvor stor en pulje af potentielle frivillige I har foran jer.

Årsmøde og arrangementer i lokalafdelingen

Årsmødet og andre arrangementer i lokalafdelingens regi er oplagte anledninger til at skaffe frivillige, fordi deltagerne har stor interesse i Scleroseforeningen. Aftal to minutters taletid med den, der står som arrangør af f.eks. årsmødet, og giv forsamlingen en kort introduktion til butiksindsamlingen,  husstandsindsamlingen eller andre af de frivillige opgaver, som I ønsker hjælp til. Derefter - eksempelvis i pausen - kan du gå rundt med en seddel, som de interesserede kan skrive sig på. Det er ikke nok bare at sende en seddel rundt. Spørg folk direkte og få dem til at tage stilling. De fleste har ikke noget imod at blive spurgt, og den mere direkte facon kan i sidste ende give jer et større korps af lokale frivillige, som er klar til at give en hånd med.

Gør opmærksom på, at I har brug for hjælp

Hvis I har brug for flere hænder i det lokale arbejde, så gør opmærksom på det! Det kan der være mange måder at gøre på, og det kan være forskelligt, hvad der lokalt virker bedst. I kunne f.eks. prøve at sætte opslag op på udvalgte steder. F.eks. frivilligcentre, uddannelsesinstitutioner, fitnesscentre, offentlige opslagstavler og lignende. Opslag kan bestilles i papirform på mail: jpi@scleroseforeningen.dk.
Herudover kan I annoncere på frivilligjob.dk, som er en internetbaseret annonceplads for frivillige jobs.  Log dig ind her, hvis du vil oprette annoncer, redigere dem eller kontakte frivillige. Det kan også tænkes, at der findes lokale Facebooksider, som kan være gavnlige for jer. Ved at være synlige i jeres lokale område kan I optimere mulighederne for at rekruttere flere frivillige.