Gå til hovedindhold

Må jeg arbejde frivilligt, når jeg er på overførselsindkomst?

Kort fortalt

Modtager du dagpenge, efterløn eller en social ydelse som kontakthjælp, er der visse regler, du skal være opmærksom på.

Danske pengesedler og mønter

Regler hvis du modtager dagpenge eller efterløn

Hvis du modtager arbejdsløshedsdagpenge eller efterløn og gerne vil udføre frivilligt socialt arbejde, skal du være opmærksom på de regler, der er på området. Det er nemlig således, at nogle former for frivilligt arbejde medfører, at du trækkes i arbejdsløshedsdagpengene eller efterlønnen.

Ifølge reglerne må din frivillige indsats ikke hindre dig i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil sige, at dit engagement i frivilligt arbejde skal have en form, så du til hver en tid kan påtage dig et arbejde.

Husk, at det er meget vigtigt, at du afklarer med din A-kasse, hvordan de kategoriserer din mulige frivillige indsats. Det er nemlig A-kassen, som fortolker loven i forhold til din mulige frivillige indsats som modtager af dagpenge eller efterløn. Hvis du overtræder disse regler, kan A-kassen modregne i dine dagpenge eller i din efterløn.

  • Som dagpengemodtager må du udfører frivilligt arbejde i op til 10 timer om ugen.
  • Som efterlønner må du udfører frivilligt arbejde i op til 15 timer om ugen.


Du har pligt til at orientere din A-kasse

Det meste af det frivillige arbejde, der udføres i Scleroseforeningen, vil ikke medføre træk i dagpengene eller efterlønnen, men hvis du er det mindste i tvivl, skal du kontakte din A-kasse.
Du har pligt til at orientere din A-kasse skriftligt om, at du ønsker at gøre en frivillig indsats. Det kan du f.eks. gøre ved, at du sender en kort beskrivelse af, i hvilken sammenhæng du gerne vil være frivillig, hvad dine opgaver vil være, og hvor mange timer, du regner med at være frivillig om ugen. Husk at bede om at få en skriftlig kvittering på, at A-kassen har modtaget din beskrivelse. 


Hvad må jeg, når jeg modtager kontanthjælp, sygedagpenge eller pension?

Som udgangspunkt må du lave alt det frivillige arbejde, du har lyst til. Du må dog ikke, som for eksempel modtager af sygedagpenge, udføre frivilligt arbejde, som forværrer din sygdom og dermed udskyder din tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Som modtager af førtidspension skal du være opmærksom på, at hvis dit frivillige arbejde får et omfang og en karakter, der begynder at ligne et almindeligt job, kan der blive tvivl om, hvorvidt du fortsat har mistet din arbejdsevne. Kommunen kan i så fald indlede en vurdering af arbejdsevnen. Karakteren af det frivillige arbejde vi i dag har i Scleroseforeningen falder ikke indenfor “farezonen”.